Indland

Henriette Zobel er død 

Annonce
Aarhus

Spritkontrol i weekenden: Mor kørte med sit tre-årige barn på skødet

Annonce
Annonce
Læserbrev

Læserbrev: Byhistorie - vi siger det ikke til nogen

På Rækker Mølle Skoles skolebibliotek var der et relativt begrænset udvalg af læsestof. Det lykkedes dog at finde nogle bøger, hvis fortælling jeg har taget med mig siden hen. Bøgerne er skrevet af Hjørdis Varmer og handler om Peter Sabroe. En af bøgerne har titlen ”Børnenes Ven”, og derfor har statuen af netop Peter Sabroe altid givet så god mening for mig, når jeg er kørt forbi Østbanetorvet i Aarhus. På torvet står Sabroe hugget i granit, mens han holder en lille pige i hånden. Fra Varmers bog genkendte jeg historien om den århusianske socialdemokrat, som værnede om de udsatte børn, og som ofte lykkedes med at forbedre disse børns vilkår på nærmest heroisk vis. Når jeg bringer Peter Sabroe på banen, skyldes det i høj grad, at det er et godt eksempel på, hvordan Aarhus holder munden lukket, når historiens vingesus findes i bybilledet. Hvorfor formidler vi ikke i højere grad hvem, hvad, hvor i vores by? Eksempelvis byens jødiske kirkegård. Den står lige i nærheden af rådhuset, men den står der bare og forfalder. Hvorfor fortæller vi ikke om, hvordan det jødiske samfund har bidraget til vores by? Står kirkegården endnu blot i vores by, fordi den er fredet, eller står den der, fordi det giver mening? Kirkegården er et eksempel på vigtig kulturhistorie, som også i dag har sin berettigelse, men som ikke nødvendigvis giver mening for forbipasserende, fordi historien bag ikke bliver fortalt. Samme fortælling er det med lapidariummet, som findes i bunden af Rådhusparken (betegnelse for en samling af gravstene i bunden af Rådhusparken). I ny og næ er jeg vært for en rundvisning på rådhuset, og da jeg første gang skulle stå for sådan en, fik jeg en folder stukket i hånden. Heri kunne jeg læse om Rådhusparken, hvori der står en samling gravstene, hvis navne, repræsenterer betydningsfulde mennesker for vores by – gid jeg kendte mere til den historie! Men det gør jeg ikke, for stenene står der uden at fortælle, hvilke fantastiske individer de repræsenterer, og hvad de har betydet for vores by. Min datter Ellen er otte måneder, og jeg glæder mig så umanerligt til at lære hende Aarhus at kende, men det kommer til at kræve en indsats. Når vi går nede i Volden, Latinerkvarteret eller på Bispetorv, så vil jeg gerne kunne fortælle hende, hvorfor de steder hedder, som de gør. Tænk, hvis det ikke krævede grundig forberedelse af give kærligheden til vores by videre, men i stedet var formidlet som en naturlig del af byindretningen. Sådan er det for eksempel i Odense. På skiltene med gadenavne er der en lille notits om, hvorfor de hedder netop sådan. Det er slet ikke så svært, og det giver mening at formidle mere. På et lidt større plan går vi en fremtid i møde, hvor flere shopper på nettet, og hvor vores bymidte derfor skal byde på noget andet, end det som hjemmesiderne kan. Der bliver længere mellem specialbutikkerne i vores by, formentligt fordi det er svært at holde huslejen hjemme. Det er en tendens, som er svær at gå imod, men tænk, hvis Aarhus Byråd hjalp byens detailhandel, turister og forældre ved at tilrettelægge en levende bymidte, hvor det er spændende at komme, og hvor man har lyst til at befinde sig. Vi bor i en historisk spændende by, som indbyder til både leg og læring, og derfor er det nemt for Aarhus med en lille indsats at differentiere sig i forsøget på at tiltrække turister, kunder og børn på eventyr. For nylig kom vikingerne i vores lyssignaler. Jeg smilede faktisk lidt, da jeg så tiltaget, som Venstres politiske leder, Bünyamin Simsek, har indført. Ved nærmere eftertanke mener jeg faktisk, at det er et rigtig godt eksempel på, hvordan vi levendegør vores by på en spændende måde. Lad os sige det til nogen – sige det videre! Vi bor i en fantastisk by, som rummer en fantastisk fortælling, lad os nu få den historie fortalt! Det giver mening at dyrke en bys særpræg. Det er jo netop en af årsagerne til, at vi, som bor i Aarhus, er stolte af at bo lige her.

Annonce
112

15-årig dreng faldt om med hjertestop: Motorcykelbetjent og livredder kæmpede side om side

Aarhus For abonnenter

Uro på demensplejehjem i Aarhus: - Der er ikke varme hænder nok til ordentlig pleje

Kultur For abonnenter

Anmeldelse af julekoncert med Bach: Jubel til Jul

ANMELDELSE: Med hjertelig tyngde og flot schwung over indledningen åbnede musikken i orkester og kor. Det vuggede venligt og freudenvoll, der var nerve i repetitionen. De tre kantater fra Juleoratoriet kom fint fra start under ledelse af Carsten Seyer-Hansen i Aarhus Vor Frue Kirke søndag aften, den 2. i advent. Fra første kantates jubelopfordring gik det over den anden kantates indsmigrende sinfonias vuggende karakter til tredje kantates anråbelse af himlens hersker med flot drev – igen med triumferende trompeter. De tre indledninger viste dels et professionelt velfungerende orkester, dels et samlet greb om musikken fra dirigentens side med velvalgte tempi og fine dynamiske variationer. Samt, ikke at forglemme, et meget velsyngende kor af voksne, smidige stemmer. Solistkvartettens sangere var alle overbevisende, og på solistsiden skal det også bemærkes, at de musikere, som stod for de obligate og berømte akkompagnementer, alle spillede særdeles smukt. Det var en fornøjelse at høre trompet-, fløjte- og violinsoloerne udført med indlevelse og overskud. På sangsiden var tenoren Nicolai Nørgaard Christensen lysende og sikker som evangelist. Med stor smidighed og karakter formede han den gennemgående fortællerrolle fra sin position i orkestret. Foran orkestret var bassen Lars Møller magtfuldt syngende, nu og da på kanten af den voldsomme, men med stor presence. Sopranen Carina Tybjerg Madsens sartere udtryk kom til at stå lidt i skyggen heraf, men hendes klang havde en fin inderlighed over sig. De kendteste arier i Juleoratoriet synges af alt-solisten. Allerede i den første, ”Bereite dich, Zion”, viste Johanne Højlund en stribe fine nuancer i sin tolkning, i sin brug vibrato og variation til understregning af det følelsesmæssige. Hendes stemme har en lys kant, som bærer langt ud, og i ”Schlafe, mein Liebster” fra anden kantate smeltede hendes sang dejligt sammen med en ualmindelig fint gennemlyst orkestersats, der klang så smukt. Aarhus Bach-Selskab fejrer 30 årsjubilæum i 2020. Søndagens opførelse af Juleoratoriet lover godt for jubilæumsårets koncerter. Næste store satsning bliver Johannes Passionen til april, også dér under ledelse af den kommende kapelmester for Københavns Drengekor, Carsten Seyer-Hansen.

Aarhus

Båd kæntret på Brabrand Sø: To forfrosne og afkølede personer reddet op af det iskolde søvand