Annonce
Aarhus

Aarhus har stadig tre ghettoer

Gellerupparken er igen i år på regeringens ghettoliste. Sammen med Bispehaven og Skovgårdsparken. Foto: Axel Schütt
Bispehaven, Gellerupparken/Toveshøj og Skovgårdsparken er igen i år på regeringens ghettoliste. Gellerupparken og Bispehaven betegnes som "hårde" ghettoer.
Annonce

AARHUS: År efter år har skiftende regeringer præsenteret den såkaldte ghettoliste, og søndag er den offentliggjort for tiende år i træk.

Der er 28 boligområder på den nye liste, oplyser Transport- og Boligministeriet. Det er et område mindre end sidste år.

Tre af dem ligger i Aarhus, nemlig Gellerupparken/Toveshøj, Bispehaven og Skovgårdsparken.

Gellerupparken og Toveshøj samt Bispehaven er også på den såkalt "hårde" ghettoliste, fordi de har figureret på ghettolisten de sidste fem år.

Der er tre boligområder, som ikke længere opfylder kriterierne, mens der er to nye såkaldte ghettoområder.

De tre boligområder er Gadelandet/Husumgård i København, Charlotteager i Høje Taastrup og Ellekonebakken i Viborg. Korskærparken i Fredericia er tilbage på listen, fordi andelen af beboere med ikkevestlig baggrund er steget. I Karlemoseparken i Køge er andelen af dømte steget.

Listen har blandt andet betydning for, om boligområder skal rive boliger ned, og hvem der må bo i de almene boliger. Den såkaldte ghettoliste vurderer alle almene boligområder med mindst 1000 beboere.

Områderne måles blandt andet på andelen af beboere uden for arbejdsmarkedet eller uddannelse, andelen af dømte kriminelle, samt hvor mange der ikke har anden uddannelse end grundskolen. Antallet af udsatte boligområder er også opgjort. Det er i år på 40, mens der var 43 i 2018. Der er fortsat 15 af de "hårde ghettoområder".

Boligminister Kaare Dybvad (S) fortæller, at det vigtigste ved årets liste er, at 43 af 45 områder har oplevet, at flere er kommet i beskæftigelse.

- Det generelle billede i næsten alle områder er, at der er en meget positiv udvikling i beskæftigelsen i sammenligning med resten af samfundet.

Han fortæller, at han egentlig personligt er imod brugen af betegnelsen "ghetto".

- Det er det, der står i loven, og så bliver jeg nødt til at henholde mig til det. - Men jeg synes, at ghetto er et upræcist begreb for de områder, vi har i Danmark, siger ministeren. /ritzau

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Aarhus

Tivoli Friheden vil bygge en ny scene

Annonce
Annonce
Blog

Blog: Kampen om Kongelunden

Hvor mange af Aarhus´ byrådspolitikere har fri adgang til AGF´s kampe? I og for sig et ret ukompliceret spørgsmål at få besvaret, ikke? Så jeg sendte i god tro en mail til kommunaldirektøren for Aarhus kommune. Der skete ikke det store. En kommunaldirektør har mange vigtige sager at tage sig af, så håbet var vel bare, at det lille ”?” var sendt nedad. Nå, ja! Nu skal man jo ikke komme med udokumenterede påstande, end ikke i en blog, der står for tastaturantens egen regning. Samme mail, men nu i ny retning: Kulturrådmanden og pressechefen. Her var der hul igennem. Pressechefen replicerede: ”Det er byrådsservice i Borgmesterens Afdeling, der kan svare på dette. Jeg tillader mig derfor at sende spørgsmålet videre til dem”. Den mail var fra d.4. november. Åbenbart er det en større sag for byrådsservice at servicere. Jeg troede i min indgroede naivitet, at man ”vidste sådan noget”. Men det gør man ikke, eller måske man ikke ønsker at oplyse om det! Jeg mener blot, byrådspolitikere får honorar for deres arbejde, inkl. en som bekendt ret favorabel orlovsordning. Så burde det ikke være god skik og brug, at alle ”frynsegoderne” også er offentligt kendte. Nu synes jeg jo ikke, at kulturrådmanden skal betale entré for at klippe snoren til åbningen af et nyt hus i den gamle by. Men der er vel andre ”gratis adgange”, som ikke så indlysende. Det er lykkedes mig én (og sikkert sidste) gang at få fedtet mig ind i VIP-loungen uden at slippe en slante, som det hed dengang AIA, var store i århusiansk fodbold. Og derinde, på ryggen af de gamle stadionhaller og med store panoramavinduer ud mod banen, åbner sig en ny verden, ukendt for den, der er vant til at snige sig ind gennem tælleapparaterne med sin selvfinansierede billet og reservationen til et af de solblegede, fesengrønne plasticsæder. Herinde i varmen er der bløde sæder, mad, snacks og drikkevarer. Rundt om bordene sidder i fortrolig snak adskillige kendte, nogle blot lokale koryfæer, andre med genkendelsesfaktor uden for kommunegrænsen. I min egen beklemte, ubekvemme ukendthed er udvejen at få hamstret en sodavand og hilse på serveringspersonalet, som er lige så ukendte, som jeg er. Men her sidder de altså. Forretningsfolk, sponsorer, popmusikere, gamle fodboldstjerner, klubbosserne, deres håndlangere og minsandten også nogle af byens betroede politikere. Gad vide, hvad de taler om? Dagens kamp? Måske, men ifølge en af mine døtres speciale om beslutningsprocesser i det offentlige regi foregår de ofte ved kaffemaskinen, uformelt, uforpligtende, uden for referat. Befinder jeg mig i en VIP-lobby, hvor trafikken går den modsatte vej? Hvor de indflydelsesrige og beslutningstagerne er inviteret ind på lobbyisternes slagmark på en fri ”transfer” eller? Et par timer inden AGF-Brøndby-kampen (på trods af løbebanen, eller måske mere på grund af en kompetent, no-nonsense-træner vandt AGF fortjent 2-1) mødte jeg bag stadion en af kvarterets beboere, som hilste venligt og lettere indigneret spurgte mig, hvad jeg syntes om stadion-planerne med væddeløbsbanens inddragelse etc. Opildnet af min lydhørhed skosede hun de sammenspiste, teflonbelagte, socialdemokratiske cand.scient.pol-drenge, som åbenbart er Aarhus´ nye herskende klasse. Hvis de vil have projektet gennemført, får de deres vilje! Men så slemt bliver det bare ikke. Når pengestærke, gavmilde givere kan give kommunen 500 millioner kroner til at ”løfte” hele området med Friheden, Stadion, Arenaen, JVB, skovene og Mindeparken, og vel at mærke uden at plastre til med boliger på væddeløbsbanen, så ånder alt idyl. Der er dog et andet men: AGF-direktør Jakob Nielsens ønskestadion koster alene 400 millioner kroner. Det giver jo ikke mange midler til et fuldblods atletikstadion, løsning af det evigt tilbagevendende trafikale kaos (der bliver endnu værre med Mols-linjens flytning) og så det helt indlysende behov, Aarhus har: Den store, indendørs multiarena, der kan matche Københavns royale arena og Hernings "Boksen", og som vil være en langt bedre investering for kommunen end et nyt stadion.