Annonce
Sport

Anfører: Jeg holder alle muligheder åbne

Flere danske landsholdsspillere har på det seneste fundet sig en klub i udlandet. Stine Jørgensen kan måske blive den næste, men hun har endnu ikke besluttet sig for, hvad der skal ske efter denne sæson. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Stort set samtlige spillere i den danske landsholdstrup ved, hvor de skal tjene deres penge i den kommende sæson. Det gælder dog ikke for Stine Jørgensen.
Annonce

JAPAN - KUMAMOTO: Det viste med al ønskelig tydelighed, at Odense Håndbold mente det alvorligt, da klubben tilbage i efteråret 2016 kunne offentliggøre, at klubben havde lavet en treårig aftale med landsholdsanfører Stine Jørgensen.

- Jeg betragter Stine som Danmarks bedste spiller, sagde cheftræner Jan Pytlick ved den lejlighed.

Til sommer er der så gået tre år – og lige nu forholder 29-årige Stine Jørgensen sig udelukkende til, at hun har kontraktudløb.

- Ja, det er jo faktum. Så derefter ved jeg endnu ikke, hvad der skal ske. Og jeg tænker egentlig heller ikke så meget over det.

Den anden dag var der en historie, om at du sagtens kunne se dig selv skifte til en klub i udlandet. Hvad siger du til det?

- Jeg har ikke selv læst det, men jeg mener nu ikke, at jeg har sagt det på måde. Lige nu ved jeg bare, at jeg holder alle muligheder åbne, og mere er der egentlig ikke i det.

Nu har du været en stor profil i den hjemlige liga i mange år. Kunne du være fristet?

- Vi må se. Der er mange ting, som skal passe sammen, hvis det skal blive til noget. Jeg tager en beslutning, når vi er hjemme fra slutrunden.

Men lige nu er der altså VM, og så handler det om 100 procent fokus.

- Sådan er det bare, og jeg synes, det ser fornuftigt ud for os, siger hun.

Hun missede selv en stor mulighed i slutfasen i 26-26-dramaet mod Sydkorea, men anføreren bragede altså også nogle flotte mål ind fra distancen.

- Det er jeg glad for, at du har lagt mærke til, men selvfølgelig ville jeg rigtig gerne have scoret til sidst. Det er klart, men sådan går det desværre nogle gange. Nu må vi, om vi ikke kan få de to point mod tyskerne, understreger Stine Jørgensen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Aarhus

Tivoli Friheden vil bygge en ny scene

Annonce
Annonce
Blog

Blog: Kampen om Kongelunden

Hvor mange af Aarhus´ byrådspolitikere har fri adgang til AGF´s kampe? I og for sig et ret ukompliceret spørgsmål at få besvaret, ikke? Så jeg sendte i god tro en mail til kommunaldirektøren for Aarhus kommune. Der skete ikke det store. En kommunaldirektør har mange vigtige sager at tage sig af, så håbet var vel bare, at det lille ”?” var sendt nedad. Nå, ja! Nu skal man jo ikke komme med udokumenterede påstande, end ikke i en blog, der står for tastaturantens egen regning. Samme mail, men nu i ny retning: Kulturrådmanden og pressechefen. Her var der hul igennem. Pressechefen replicerede: ”Det er byrådsservice i Borgmesterens Afdeling, der kan svare på dette. Jeg tillader mig derfor at sende spørgsmålet videre til dem”. Den mail var fra d.4. november. Åbenbart er det en større sag for byrådsservice at servicere. Jeg troede i min indgroede naivitet, at man ”vidste sådan noget”. Men det gør man ikke, eller måske man ikke ønsker at oplyse om det! Jeg mener blot, byrådspolitikere får honorar for deres arbejde, inkl. en som bekendt ret favorabel orlovsordning. Så burde det ikke være god skik og brug, at alle ”frynsegoderne” også er offentligt kendte. Nu synes jeg jo ikke, at kulturrådmanden skal betale entré for at klippe snoren til åbningen af et nyt hus i den gamle by. Men der er vel andre ”gratis adgange”, som ikke så indlysende. Det er lykkedes mig én (og sikkert sidste) gang at få fedtet mig ind i VIP-loungen uden at slippe en slante, som det hed dengang AIA, var store i århusiansk fodbold. Og derinde, på ryggen af de gamle stadionhaller og med store panoramavinduer ud mod banen, åbner sig en ny verden, ukendt for den, der er vant til at snige sig ind gennem tælleapparaterne med sin selvfinansierede billet og reservationen til et af de solblegede, fesengrønne plasticsæder. Herinde i varmen er der bløde sæder, mad, snacks og drikkevarer. Rundt om bordene sidder i fortrolig snak adskillige kendte, nogle blot lokale koryfæer, andre med genkendelsesfaktor uden for kommunegrænsen. I min egen beklemte, ubekvemme ukendthed er udvejen at få hamstret en sodavand og hilse på serveringspersonalet, som er lige så ukendte, som jeg er. Men her sidder de altså. Forretningsfolk, sponsorer, popmusikere, gamle fodboldstjerner, klubbosserne, deres håndlangere og minsandten også nogle af byens betroede politikere. Gad vide, hvad de taler om? Dagens kamp? Måske, men ifølge en af mine døtres speciale om beslutningsprocesser i det offentlige regi foregår de ofte ved kaffemaskinen, uformelt, uforpligtende, uden for referat. Befinder jeg mig i en VIP-lobby, hvor trafikken går den modsatte vej? Hvor de indflydelsesrige og beslutningstagerne er inviteret ind på lobbyisternes slagmark på en fri ”transfer” eller? Et par timer inden AGF-Brøndby-kampen (på trods af løbebanen, eller måske mere på grund af en kompetent, no-nonsense-træner vandt AGF fortjent 2-1) mødte jeg bag stadion en af kvarterets beboere, som hilste venligt og lettere indigneret spurgte mig, hvad jeg syntes om stadion-planerne med væddeløbsbanens inddragelse etc. Opildnet af min lydhørhed skosede hun de sammenspiste, teflonbelagte, socialdemokratiske cand.scient.pol-drenge, som åbenbart er Aarhus´ nye herskende klasse. Hvis de vil have projektet gennemført, får de deres vilje! Men så slemt bliver det bare ikke. Når pengestærke, gavmilde givere kan give kommunen 500 millioner kroner til at ”løfte” hele området med Friheden, Stadion, Arenaen, JVB, skovene og Mindeparken, og vel at mærke uden at plastre til med boliger på væddeløbsbanen, så ånder alt idyl. Der er dog et andet men: AGF-direktør Jakob Nielsens ønskestadion koster alene 400 millioner kroner. Det giver jo ikke mange midler til et fuldblods atletikstadion, løsning af det evigt tilbagevendende trafikale kaos (der bliver endnu værre med Mols-linjens flytning) og så det helt indlysende behov, Aarhus har: Den store, indendørs multiarena, der kan matche Københavns royale arena og Hernings "Boksen", og som vil være en langt bedre investering for kommunen end et nyt stadion.