Annonce
Danmark

Boligforening i udsat område: Ghettostempel gør intet godt

Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
For tiende gang bliver årlig ghettoliste offentliggjort. Det har konsekvens at være en såkaldt hård ghetto.
Annonce

År efter år har skiftende regeringer præsenteret den såkaldte ghettoliste, og søndag bliver den offentliggjort for tiende år i træk.

Gellerupparken/Toveshøj, som ligger godt seks kilometer fra Aarhus, har i flere år ligget på regeringens liste over hårde ghettoer.

Ifølge Keld Laursen, der er administrerende direktør i Brabrand Boligforening, som Gellerupparken hører under, giver det god mening at følge udviklingen i socialt belastede boligområder.

- Men jeg har aldrig forstået, at man hvert år som en kalendergave den 1. december skal give det her stempel. Det gør ikke noget godt.

- Det er paradoksalt: Det er områder, hvor vi bruger milliarder af kroner i private og offentlige investeringer, så hvorfor taler vi dem ned, når vi gerne vil udvikle dem til noget bedre, siger han.

De områder, der er på listen over hårde ghettoer, skal de kommende år rive almene boliger ned, frasælge dem eller omdanne dem til eksempelvis ældreboliger eller ungdomsboliger.

Det sker for at få områderne til at leve op til kravet om, at familieboliger højst må udgøre 40 procent i de mest udsatte boligområder i 2030.

I området Gellerupparken/Toveshøj er der allerede revet 345 boliger ned, og yderligere 600 skal jævnes med jorden.

For at få betegnelsen hårdt ghettoområde skal et boligområde have været på listen de seneste fire år. Fra 2018 til 2020 skal et område dog være på listen i fem år.

Det betyder, at der den 1. december i år ikke vil komme flere hårde ghettoområder til, men derfor er der stadig pres på de områder, som har stået på listen flere år i træk.

Aktuelt er der fire boligområder, som risikerer at komme på listen over hårde ghettoområder i 2020, hvis de ikke formår af komme af listen inden.

Et af dem er Nørager/Søstjernevej i Sønderborg, som officielt har været en ghetto i tre år.

Formanden for Sønderborg Andelsforening, Vivian Engelbredt, er bekymret over risikoen for, at boliger i sidste ende skal rives ned.

- Vi går alle sammen og er nervøse for, at vi stadig er på listen, når den kommer, siger hun.

Foreningen arbejder på at ændre beboersammensætningen. Blandt andet skal man have ren straffeattest for at flytte ind i området.

Vivian Engelbredts håb er, at politikerne snart kommer på andre tanker.

- Jeg håber da virkelig, at der er nogen, som kommer til fornuft, inden der sker noget alvorligt ude ved os, siger hun.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Aarhus

Tivoli Friheden vil bygge en ny scene

Annonce
Annonce
Blog

Blog: Kampen om Kongelunden

Hvor mange af Aarhus´ byrådspolitikere har fri adgang til AGF´s kampe? I og for sig et ret ukompliceret spørgsmål at få besvaret, ikke? Så jeg sendte i god tro en mail til kommunaldirektøren for Aarhus kommune. Der skete ikke det store. En kommunaldirektør har mange vigtige sager at tage sig af, så håbet var vel bare, at det lille ”?” var sendt nedad. Nå, ja! Nu skal man jo ikke komme med udokumenterede påstande, end ikke i en blog, der står for tastaturantens egen regning. Samme mail, men nu i ny retning: Kulturrådmanden og pressechefen. Her var der hul igennem. Pressechefen replicerede: ”Det er byrådsservice i Borgmesterens Afdeling, der kan svare på dette. Jeg tillader mig derfor at sende spørgsmålet videre til dem”. Den mail var fra d.4. november. Åbenbart er det en større sag for byrådsservice at servicere. Jeg troede i min indgroede naivitet, at man ”vidste sådan noget”. Men det gør man ikke, eller måske man ikke ønsker at oplyse om det! Jeg mener blot, byrådspolitikere får honorar for deres arbejde, inkl. en som bekendt ret favorabel orlovsordning. Så burde det ikke være god skik og brug, at alle ”frynsegoderne” også er offentligt kendte. Nu synes jeg jo ikke, at kulturrådmanden skal betale entré for at klippe snoren til åbningen af et nyt hus i den gamle by. Men der er vel andre ”gratis adgange”, som ikke så indlysende. Det er lykkedes mig én (og sikkert sidste) gang at få fedtet mig ind i VIP-loungen uden at slippe en slante, som det hed dengang AIA, var store i århusiansk fodbold. Og derinde, på ryggen af de gamle stadionhaller og med store panoramavinduer ud mod banen, åbner sig en ny verden, ukendt for den, der er vant til at snige sig ind gennem tælleapparaterne med sin selvfinansierede billet og reservationen til et af de solblegede, fesengrønne plasticsæder. Herinde i varmen er der bløde sæder, mad, snacks og drikkevarer. Rundt om bordene sidder i fortrolig snak adskillige kendte, nogle blot lokale koryfæer, andre med genkendelsesfaktor uden for kommunegrænsen. I min egen beklemte, ubekvemme ukendthed er udvejen at få hamstret en sodavand og hilse på serveringspersonalet, som er lige så ukendte, som jeg er. Men her sidder de altså. Forretningsfolk, sponsorer, popmusikere, gamle fodboldstjerner, klubbosserne, deres håndlangere og minsandten også nogle af byens betroede politikere. Gad vide, hvad de taler om? Dagens kamp? Måske, men ifølge en af mine døtres speciale om beslutningsprocesser i det offentlige regi foregår de ofte ved kaffemaskinen, uformelt, uforpligtende, uden for referat. Befinder jeg mig i en VIP-lobby, hvor trafikken går den modsatte vej? Hvor de indflydelsesrige og beslutningstagerne er inviteret ind på lobbyisternes slagmark på en fri ”transfer” eller? Et par timer inden AGF-Brøndby-kampen (på trods af løbebanen, eller måske mere på grund af en kompetent, no-nonsense-træner vandt AGF fortjent 2-1) mødte jeg bag stadion en af kvarterets beboere, som hilste venligt og lettere indigneret spurgte mig, hvad jeg syntes om stadion-planerne med væddeløbsbanens inddragelse etc. Opildnet af min lydhørhed skosede hun de sammenspiste, teflonbelagte, socialdemokratiske cand.scient.pol-drenge, som åbenbart er Aarhus´ nye herskende klasse. Hvis de vil have projektet gennemført, får de deres vilje! Men så slemt bliver det bare ikke. Når pengestærke, gavmilde givere kan give kommunen 500 millioner kroner til at ”løfte” hele området med Friheden, Stadion, Arenaen, JVB, skovene og Mindeparken, og vel at mærke uden at plastre til med boliger på væddeløbsbanen, så ånder alt idyl. Der er dog et andet men: AGF-direktør Jakob Nielsens ønskestadion koster alene 400 millioner kroner. Det giver jo ikke mange midler til et fuldblods atletikstadion, løsning af det evigt tilbagevendende trafikale kaos (der bliver endnu værre med Mols-linjens flytning) og så det helt indlysende behov, Aarhus har: Den store, indendørs multiarena, der kan matche Københavns royale arena og Hernings "Boksen", og som vil være en langt bedre investering for kommunen end et nyt stadion.