Jubilæer

Tjikkerlikker tjikkerlikker tjaw tjaw tjaw: Kirsten Olsen på 87 svinger gerne den store flækøkse

Kirsten Olsen er i sit es, når hun arbejder sammen med spejderpigerne. Privatfoto
Kirsten Olsen har været spejder i 75 år og er nu en del af pigespejderne i Vejlby.
Annonce

I 75 år har Kirsten Olsen været spejder, og selv i hendes høje alder af 87 år har lederkollegerne svært ved at følge med i hendes tempo.

- Hun er i gang hele tiden, og vi andre halter bagefter. Næsten, før vi får løftet os fra stolen, arbejder Kirsten med noget. Hendes energiniveau er utroligt, og der er altid kvalitet i det, hun gør. Det kan vi andre lære af. Hun er en af de bærende kræfter i gruppen. Vi plejer at prale lidt med, at hun er vores handywoman, for det er oftest hende, der fører boremaskinen og svinger den store flækøkse, forklarer gruppeleder Marianne Gerding Yde, der har arbejdet sammen med Kirsten Olsen i 40 år og betegner hende som supersej og et rigtigt livstykke med en til tider tør humor.

De to sætter deres aftryk på De Grønne Pigespejderes Vejlby-gruppe.

Kirsten Olsen har også deltaget i hver eneste sommerlejr siden 1961, dog med undtagelse af 2014, da hun fik en ny hofte.

Hun er vores handywoman, for det er oftest hende, der fører boremaskinen og svinger den store flækøkse.

Marianne Gerding Yde, spejderleder og kollega

Måtte vente på at være med

Kirsten Olsen begyndte som grøn pigespejder i Ringkøbing dengang, hvor det hed KFUK-spejderne, og hun har fortsat sit spejderarbejde, hvor end hun er flyttet hen.

- Jeg er fra Vestjylland og vokset op på en gård. Min far var mælkemand, og vi var ti søskende, så vi passede hinanden og klarede os selv en stor del af tiden, forklarer Kirsten Olsen.

- Når jeg så spejdere i uniform, bjergtog det mig fra en tidlig alder, men jeg måtte vente med at blive meldt ind, til jeg blev 12 år, for jeg skulle cykle på landevejen til møderne, og det gik ikke, da jeg var mindre, siger Kirsten Olsen.

Spejderarbejdet har fulgt hende siden den første dag.

Hun har arbejdet som pædagog i mange år.

- Jeg tog mig af børn med damp om dagen, og så var jeg sammen med pigespejderne om aftenen, forklarer Kirsten Olsen.

Dejligt, der er brug for én

Hun var spejder i Haderslev og kom til Aarhus i 1962, hvor familien slog sig ned på Christiansbjerg.

- Jeg har selv børn, og da de var et par år, startede jeg en lille trup spejdere og fik den banket op til 80 medlemmer. Nu arbejder jeg i en trup i Vejlby, hvor vi er omkring 40.

- Jeg har fået stor erfaring og ved en masse om at være spejder, og jeg hører ikke til dem, der skal sidde i sofaen, siger Kirsten Olsen, der er i spejdertruppen en gang om ugen og med på weekendture.

Hun har også lavet et indetema med store piger, der har lavet 20 gobelinvæve.

- Dem bikser vi med på værkstedet her ved mit hus, der er en murermestervilla i tre etager, forklarer Kirsten Olsen.

- Det er dejligt at fornemme, at der er brug for én, og at man selv har noget, man kan give videre til børnene. Man kan tale med dem om skolen og om, hvad de laver, og det er dejligt for mig at have forbindelse med de unge. Det holder mig ung, siger hun, der også arbejder i Folkekirkens Nødhjælps butik i Gl. Munkegade.

75 år som spejder kan 87-årige Kirsten Olsen fejre. Privatfoto

Digitale ødelæggelser

Selv har hun tre børn, og to af dem har været spejdere. Blandt de otte børnebørn er der to spejdere.

Hun lægger megen vægt på, at børnene taler sammen og er til stede.

- Den digitale verden er ved at ødelægge vores børn. Hos spejderne er det forbudt at have mobiltelefonen med. De skal mødes og tale sammen og lave noget sammen, siger Kirsten Olsen.

Så er der nye opgaver. Kirsten Olsen og spejderne. Privatfoto
Kirsten Olsen går ikke i vejen for at bruge en økse, lægtehammer eller andre tunge redskaber. Privatfoto
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Annonce
Annonce
Leder For abonnenter

Mere tilskud til hurtigt internet - hvor der er behov for det

Som vi fortalte mandag, så vil Aarhus fortsætte med at vokse i vildskab i de kommende år. Med hvad deraf følger. Trafikkaos, for eksempel. Af samme grund arbejder kommunen med trafikplaner, som skal sikre, at vi også i fremtiden kan komme på arbejde. De handler blandt andet om Marselistunnel, flere spor på motorvejen, Kattegatbro og andre, hamrende dyre investeringer, som kan tage spidsen af trængslen. En idé, som af gode grunde ikke indgår i planen - fordi det selvfølgelig ikke primært bør være storbyen, som tager det initiativ - kunne oplagt handle om at sikre, at der er hurtige netforbindelser i kommunerne rundt om byen. Det vil give flere mulighed for at etablere højteknologiske firmaer i udkanten af metropolen, og det vil give flere ansatte i Aarhus-virksomheder mulighed for at arbejde hjemme, hvilket også vil bidrage til mindre trængsel på vejene. Hidtil har staten faktisk interesseret sig for at udbrede hurtigt internet i udkantområderne qua bredbåndspuljen, som giver tilskud til at sætte fart på internetforbindelserne i områder, hvor det dårligt betaler sig for netudbyder-selskaberne. Men den ordning var kun en hårsbredde fra at blive skrottet, da den nye S-regering fremlagde sit første finanslovsudkast. Heldigvis er regeringen nu - efter at Avisen Danmark har stillet kritiske spørgsmål til beslutningen - kommet på andre og bedre tanker. Nu er den parat til at lade puljen fortsætte - dog med den tilføjelse, at den vil fremskynde en evaluering af, hvordan pengene er blevet brugt hidtil. Hvilket er en rigtig god idé. For det er en kendsgerning, at i hvert fald det første år røg masser af tilskudskronerne til adresser i byområder, mens ensomt liggende huse på bl.a. Djursland ikke kunne få tilskud, fordi der var forrygende fejl i kortmaterialet over bredbåndsmulighederne landet over. Ret skal være ret. Med tiden blev kortmaterialet justeret, så Djursland har fået en pænt stor portion af støttekronerne i de seneste år. Men hvor mange husstande og virksomheder på Djursland og i andre udkantsegne af landet, der stadig hænger i netbremsen, er der næppe nogen, der har overblik over. Så lad os få det kortlagt i en fart, så pengene ryger derhen, hvor der er mest behov for dem, når regeringen atter åbner for kassen.