Annonce
Danmark

Kommentator: Populære tiltag gør det nemt at sælge finanslov

Philip Davali/Ritzau Scanpix
Alle partier kan ifølge kommentator se vælgerne i øjnene, efter at ny finanslov faldt på plads mandag aften.
Annonce

Der blev givet og taget under de usædvanligt lange forhandlinger om finansloven for 2020. Men i sidste ende kan både regeringen, dens støttepartier og Alternativet være tilfreds med resultatet.

Det vurderer Erik Holstein, der er politisk kommentator ved Altinget.

- Det er en finanslov, der er taknemmelig at sælge, fordi det er ikke en sparefinanslov. Det er en finanslov med mange populære tiltag, siger han.

Et godt eksempel er ambitionerne på det grønne område, som ifølge Erik Holstein har fået en fremtrædende plads i finansloven.

- Klimadagsordenen, der var meget dominerende under valget, bliver afspejlet i finansloven og er allerede blevet rost af Greenpeace. Og så er der nogle fokuserede velfærdsløft i forbindelse med minimumsnormeringer og løft af psykiatrien.

- Så der er en række elementer, som gør, at alle partierne bag finansloven egentlig har et godt grundlag for at forsvare den, siger Erik Holstein.

Radikale skulle vise sig at være det stædigste parti under forhandlingerne, og politisk leder Morten Østergaard satte flere gang stolen for døren i den afsluttende fase af forhandlingerne.

Stædigheden har dog kun i et begrænset omgang vist sig at være besværet værd, vurderer Erik Holstein.

- De Radikale kan jo pege på dele af den økonomiske politik. De vil nok også pege på, at det er den grønneste finanslov nogensinde.

- Der hvor man kan sige, at de ikke har fået så meget, er udlændingepolitikken. De har nok ikke helt troet på det, men retorikken var skruet helt op, da man ønskede en helt ny retning for Danmark og så videre.

Mens De Radikale ifølge Erik Holstein må kigge langt efter en ny retning for Danmark på udlændingepolitikken, så vil man i SF utvivlsomt glæde sig over aftalen om minimumsnormeringer.

- Det er der, SF har lagt sine lodder, og der har de fået et resultat, som på sigt flytter noget. De er ikke ene om det, og Enhedslisten har i høj grad også kæmpet for det, men Enhedslisten er så ikke tilfredse med det resultat, som SF er kommet med.

Spørgsmål: Er der nogen tabere med den nye finanslov?

- Nej, det er ikke ligesom finanslovene i Løkke-årene, hvor Anders Samuelsen (tidligere leder i Liberal Alliance, red.) stod tilbage som en afklippet høne. Der er ikke nogen, som er klædt af efter det her. Alle kan pege på de ting, som de har satset på.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Aarhus

Tivoli Friheden vil bygge en ny scene

Annonce
Annonce
Blog

Blog: Kampen om Kongelunden

Hvor mange af Aarhus´ byrådspolitikere har fri adgang til AGF´s kampe? I og for sig et ret ukompliceret spørgsmål at få besvaret, ikke? Så jeg sendte i god tro en mail til kommunaldirektøren for Aarhus kommune. Der skete ikke det store. En kommunaldirektør har mange vigtige sager at tage sig af, så håbet var vel bare, at det lille ”?” var sendt nedad. Nå, ja! Nu skal man jo ikke komme med udokumenterede påstande, end ikke i en blog, der står for tastaturantens egen regning. Samme mail, men nu i ny retning: Kulturrådmanden og pressechefen. Her var der hul igennem. Pressechefen replicerede: ”Det er byrådsservice i Borgmesterens Afdeling, der kan svare på dette. Jeg tillader mig derfor at sende spørgsmålet videre til dem”. Den mail var fra d.4. november. Åbenbart er det en større sag for byrådsservice at servicere. Jeg troede i min indgroede naivitet, at man ”vidste sådan noget”. Men det gør man ikke, eller måske man ikke ønsker at oplyse om det! Jeg mener blot, byrådspolitikere får honorar for deres arbejde, inkl. en som bekendt ret favorabel orlovsordning. Så burde det ikke være god skik og brug, at alle ”frynsegoderne” også er offentligt kendte. Nu synes jeg jo ikke, at kulturrådmanden skal betale entré for at klippe snoren til åbningen af et nyt hus i den gamle by. Men der er vel andre ”gratis adgange”, som ikke så indlysende. Det er lykkedes mig én (og sikkert sidste) gang at få fedtet mig ind i VIP-loungen uden at slippe en slante, som det hed dengang AIA, var store i århusiansk fodbold. Og derinde, på ryggen af de gamle stadionhaller og med store panoramavinduer ud mod banen, åbner sig en ny verden, ukendt for den, der er vant til at snige sig ind gennem tælleapparaterne med sin selvfinansierede billet og reservationen til et af de solblegede, fesengrønne plasticsæder. Herinde i varmen er der bløde sæder, mad, snacks og drikkevarer. Rundt om bordene sidder i fortrolig snak adskillige kendte, nogle blot lokale koryfæer, andre med genkendelsesfaktor uden for kommunegrænsen. I min egen beklemte, ubekvemme ukendthed er udvejen at få hamstret en sodavand og hilse på serveringspersonalet, som er lige så ukendte, som jeg er. Men her sidder de altså. Forretningsfolk, sponsorer, popmusikere, gamle fodboldstjerner, klubbosserne, deres håndlangere og minsandten også nogle af byens betroede politikere. Gad vide, hvad de taler om? Dagens kamp? Måske, men ifølge en af mine døtres speciale om beslutningsprocesser i det offentlige regi foregår de ofte ved kaffemaskinen, uformelt, uforpligtende, uden for referat. Befinder jeg mig i en VIP-lobby, hvor trafikken går den modsatte vej? Hvor de indflydelsesrige og beslutningstagerne er inviteret ind på lobbyisternes slagmark på en fri ”transfer” eller? Et par timer inden AGF-Brøndby-kampen (på trods af løbebanen, eller måske mere på grund af en kompetent, no-nonsense-træner vandt AGF fortjent 2-1) mødte jeg bag stadion en af kvarterets beboere, som hilste venligt og lettere indigneret spurgte mig, hvad jeg syntes om stadion-planerne med væddeløbsbanens inddragelse etc. Opildnet af min lydhørhed skosede hun de sammenspiste, teflonbelagte, socialdemokratiske cand.scient.pol-drenge, som åbenbart er Aarhus´ nye herskende klasse. Hvis de vil have projektet gennemført, får de deres vilje! Men så slemt bliver det bare ikke. Når pengestærke, gavmilde givere kan give kommunen 500 millioner kroner til at ”løfte” hele området med Friheden, Stadion, Arenaen, JVB, skovene og Mindeparken, og vel at mærke uden at plastre til med boliger på væddeløbsbanen, så ånder alt idyl. Der er dog et andet men: AGF-direktør Jakob Nielsens ønskestadion koster alene 400 millioner kroner. Det giver jo ikke mange midler til et fuldblods atletikstadion, løsning af det evigt tilbagevendende trafikale kaos (der bliver endnu værre med Mols-linjens flytning) og så det helt indlysende behov, Aarhus har: Den store, indendørs multiarena, der kan matche Københavns royale arena og Hernings "Boksen", og som vil være en langt bedre investering for kommunen end et nyt stadion.