Annonce
Aarhus

Nyt på hylderne i gamle butikker: Julekagernes mor er genfødt

Bager Lars Jensen har fuld fart på med at lave vanillekranse. Gustav Skjernov (til højre) ruller dem ud. Foto: Axel Schütt
Tusindvis af kager bliver solgt og spist i Den Gamle By i juletiden. Men hvor kommer de egentlig fra?
Annonce

AARHUS: Selv om det er en gammel by, dukker der stadig nye ting op i Den Gamle By i Aarhus. Mad og drikke har i mange år betydet meget i julen, og dér er købstadmuseet godt med. I år disker det op med en helt ny peberkage, som det ikke har været helt nemt at finde opskriften på.

Museumsinspektør Christian Rasmussen har været ad (jule)kringlede veje for at finde ud af, hvordan den kage blev lavet, og den eftersøgning har fået et rigtig godt udkomme. Det er blevet til en virkelig smagfuld - med mange nuancer - kage.

- Den er fra Tyskland og fra 1800-tallet, og i virkeligheden er netop den mor til dem, vi i dag kender som brunkager og honningkager, forklarer Christian Rasmussen.

Bageren var meget central, for det var for farligt at bage i hjemmene. Alt blev bagt hos bageren, og gåsestegen til jul stegt dér, som vi synger i Peter Fabers "Sikken voldsom trængsel og alarm": " … gåsestegen er til bageren sendt".

Først efter industrialiseringen omkring 1850 fik private hjem egne ovne, så de selv kunne begynde at bage. Sådan gik det, bageren var der stadig, og da kvinderne rykkede ud på arbejdsmarkedet, kom Karen Wolfs og andre industrialiserede kager på banen.

Jul i Den Gamle By

Jul i Den Gamle By varer helt til 5. januar, og der er åbent alle dage.

Se www.dengamleby.dk

Kager i tusindvis

Det hører med til et julebesøg i Den Gamle By, at man smager vaniljekranse, honningkager eller nogle af de andre, gode produkter, nu også peberkagerne. Så der bliver langet tusindvis af kager over disken hos Augusta i den gamle bagerbutik. Hun er gift med bageren, fortæller hun. Hendes far havde egentlig butikken, men så kom der en god bagersvend. Han var også flot, forklarer hun, så de blev gift.

I virkelighedens verden hedder hun Else Torp.

Også hos konditor Bonnich Pedersen i 1974-kvarteret er der masser af fristende julekager i vinduet, og her stryger de lige så hurtigt over disken. Nogle bliver fortæret i konditoriet bag butikken. Den er fra Gylling, mens konditoriet oprindelig har været i Aabenraa.

Kager i tusindvis bliver bagt.

Fem mand på job

Men hvor kommer de mange kager fra?

De kommer såmænd fra Den Gamle Bys eget bageri. Dér bliver det hele lavet, og det er noget af det, museets mange tusinde gæster ikke ser.

Bageriet ligger i gården bag konditoriet, oppe på første sal i et nybygget hus i 1974-delen af museet.

Her står Kent Berthelsen, 53 år, og Lars Jensen, 54 år, alle arbejdsdage. De er uddannede bagere. Men i julens anledning er fem mand i gang. Gustav Skjernov, Oliver Malling og Joakim Andersen er hentet ind som hjælpere og har ingen erfaring fra faget. De går til hånde og gør tingene klar til de to bagere.

Der er fart på, når vaniljekransene bliver formet og lagt på pladen, før de bliver bagt. Bagerne har lavet dejen efter en gammel opskrift, og Gustav Skjernov kører den igennem en maskine, så den kommer ud i rigtig tykkelse og længde. Og så giver Lars Jensen den det sidste twist, så det bliver en ring. Det er håndarbejde i højt tempo.

Mindst 1750 vanillekranse på en dag, bliver der bagt. Bager Kent Berthelsen fylder i ovnen. Foto: Axel Schütt

Gemytlig tone

De to bagere og deres assistenter laver mange slags kager, men vaniljekranse og honningkager går der flest af. Sidste år blev der solgt 18.459 vaniljekranse og 16.706 honninghjerter.

- Vi bager 70 kilo vaniljekranse hver dag. Hver enkelt vejer ret præcist 40 gram, så det bliver til cirka 1750, men sommetider flere. Hvis der er godt salg i butikkerne, får vi besked om at lave flere, og vi går ikke hjem, før vi er sikre på, der er nok. Ingen gæster må forlade Den Gamle By uden at have fået deres kageønsker opfyldt, forklarer Kent Berthelsen, der har været godt tre år i bageriet. Han har været bager i Svendborg og haft egen butik i 15 år. Hver dag tager han motorvejen fra Bording til Aarhus.

Lars Jensen tager turen fra Randers, hvor han har arbejdet i butik. Han har været to år i Den Gamle By.

- Vi møder klokken 5, og det er tidligt, men vi skal trods alt ikke arbejde om natten som mange andre bagere, og vi har gode muligheder for ferier og fridage. Vi laver det hele fra bunden, og det er meget tilfredsstillende, siger der to bagere som med én mund. Tonen er gemytlig.

Fristende sager i den gamle bagerbutik. Foto: Axel Schütt

To slags æbleskiver

Mens de andre har tryk på produktionen af vaniljekranse, har Kent Berthelsen gang i smeltet chokolade, som han sprøjter på en stang wienerbrød.

- Det bliver til flødekager, gåsebryst, siger han.

På etagen ovenover står Joakim Andersen. Han lægger sidste hånd på honninghjerterne. De er bagt på forhånd af de to bagere, og nu skal der smeltet chokolade på. Det klares ved hjælp af en maskine.

På Torvet udenfor er der andre fristelser: æbleskiver, både de traditionelle og såkaldte flydende. Og så er der gløgg eller lutendrank til. Eller hvad man vil have.

Hvis gæster går sultne eller tørstige fra julebesøget i museet, er det deres egen skyld. Og der er åbent hver dag indtil nytår, selv 24. og 31. december.

Her er peberkagen, der er mor til både nutoidens brunkager honningkager. Museumsinspektør Christian Rasmussen og informationschef Gorm Ruge smager på den nye vare. Foto: Axel Schütt
Joakim Andersen forsyner honninghjerterne med chokolade. Foto: Axel Schütt
Her er mange gode sager. Foto: Axel Schütt
Pernille Randrup Pedersen tilbyder æbleskiver og gode drikke på Torvet. Foto: Axel Schütt
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Aarhus

Tivoli Friheden vil bygge en ny scene

Annonce
Annonce
Blog

Blog: Kampen om Kongelunden

Hvor mange af Aarhus´ byrådspolitikere har fri adgang til AGF´s kampe? I og for sig et ret ukompliceret spørgsmål at få besvaret, ikke? Så jeg sendte i god tro en mail til kommunaldirektøren for Aarhus kommune. Der skete ikke det store. En kommunaldirektør har mange vigtige sager at tage sig af, så håbet var vel bare, at det lille ”?” var sendt nedad. Nå, ja! Nu skal man jo ikke komme med udokumenterede påstande, end ikke i en blog, der står for tastaturantens egen regning. Samme mail, men nu i ny retning: Kulturrådmanden og pressechefen. Her var der hul igennem. Pressechefen replicerede: ”Det er byrådsservice i Borgmesterens Afdeling, der kan svare på dette. Jeg tillader mig derfor at sende spørgsmålet videre til dem”. Den mail var fra d.4. november. Åbenbart er det en større sag for byrådsservice at servicere. Jeg troede i min indgroede naivitet, at man ”vidste sådan noget”. Men det gør man ikke, eller måske man ikke ønsker at oplyse om det! Jeg mener blot, byrådspolitikere får honorar for deres arbejde, inkl. en som bekendt ret favorabel orlovsordning. Så burde det ikke være god skik og brug, at alle ”frynsegoderne” også er offentligt kendte. Nu synes jeg jo ikke, at kulturrådmanden skal betale entré for at klippe snoren til åbningen af et nyt hus i den gamle by. Men der er vel andre ”gratis adgange”, som ikke så indlysende. Det er lykkedes mig én (og sikkert sidste) gang at få fedtet mig ind i VIP-loungen uden at slippe en slante, som det hed dengang AIA, var store i århusiansk fodbold. Og derinde, på ryggen af de gamle stadionhaller og med store panoramavinduer ud mod banen, åbner sig en ny verden, ukendt for den, der er vant til at snige sig ind gennem tælleapparaterne med sin selvfinansierede billet og reservationen til et af de solblegede, fesengrønne plasticsæder. Herinde i varmen er der bløde sæder, mad, snacks og drikkevarer. Rundt om bordene sidder i fortrolig snak adskillige kendte, nogle blot lokale koryfæer, andre med genkendelsesfaktor uden for kommunegrænsen. I min egen beklemte, ubekvemme ukendthed er udvejen at få hamstret en sodavand og hilse på serveringspersonalet, som er lige så ukendte, som jeg er. Men her sidder de altså. Forretningsfolk, sponsorer, popmusikere, gamle fodboldstjerner, klubbosserne, deres håndlangere og minsandten også nogle af byens betroede politikere. Gad vide, hvad de taler om? Dagens kamp? Måske, men ifølge en af mine døtres speciale om beslutningsprocesser i det offentlige regi foregår de ofte ved kaffemaskinen, uformelt, uforpligtende, uden for referat. Befinder jeg mig i en VIP-lobby, hvor trafikken går den modsatte vej? Hvor de indflydelsesrige og beslutningstagerne er inviteret ind på lobbyisternes slagmark på en fri ”transfer” eller? Et par timer inden AGF-Brøndby-kampen (på trods af løbebanen, eller måske mere på grund af en kompetent, no-nonsense-træner vandt AGF fortjent 2-1) mødte jeg bag stadion en af kvarterets beboere, som hilste venligt og lettere indigneret spurgte mig, hvad jeg syntes om stadion-planerne med væddeløbsbanens inddragelse etc. Opildnet af min lydhørhed skosede hun de sammenspiste, teflonbelagte, socialdemokratiske cand.scient.pol-drenge, som åbenbart er Aarhus´ nye herskende klasse. Hvis de vil have projektet gennemført, får de deres vilje! Men så slemt bliver det bare ikke. Når pengestærke, gavmilde givere kan give kommunen 500 millioner kroner til at ”løfte” hele området med Friheden, Stadion, Arenaen, JVB, skovene og Mindeparken, og vel at mærke uden at plastre til med boliger på væddeløbsbanen, så ånder alt idyl. Der er dog et andet men: AGF-direktør Jakob Nielsens ønskestadion koster alene 400 millioner kroner. Det giver jo ikke mange midler til et fuldblods atletikstadion, løsning af det evigt tilbagevendende trafikale kaos (der bliver endnu værre med Mols-linjens flytning) og så det helt indlysende behov, Aarhus har: Den store, indendørs multiarena, der kan matche Københavns royale arena og Hernings "Boksen", og som vil være en langt bedre investering for kommunen end et nyt stadion.