Annonce
Aarhus

Se billederne: Her er Risskovs nye runde restaurant

De runde former er inspireret af "Café Jorden Rundt" i Charlottenlund. Foto: Jens Thaysen
Centralt placeret i Risskov ligger Grappa Piccolo og frister med sine italienske noter.
Annonce

RISSKOV: Grappa Dali og Piccolo har forvandlet et halvkedeligt, provinsielt udsende gadekryds mellem et idrætscenter og et busstoppested til noget, der på en solskinsdag sender tankerne på flugt til varmere italienske himmelstrøg.

- Vi er i den italienske verden både med restauranten og med delien, fortæller restauratør Uffe Jakobsen.

Det er arkitekterne Gandrup, Krabbe og Vang, der har tegnet bygningen med inspiration i "café Jorden Rundt", der ligger i Charlottenlund. Placeringen i krydset Nordre Strandvej - Vestre Strandallé er perfekt, for solen rammer den overdækkede terrasse foran restauranten stort set hele dagen.

Bygningens runde former spejles indendørs fra parmesan-ostene på væggen til baren, hvor man kan indtage sin espresso, en omgang cicchetti (venitianske tapas,red) eller hvad der nu ellers frister fra delien.

- Cicchetti er i princippet lige som tapas - bare italiensk præget. I små bidder kan man komme langt omkring på menukortet. Man kan køre et helt måltid med dem, eller gå over i pasta, pizza eller hovedretterne, siger han.

Både lysinfaldet og akustikken er perfekt i Grappa Piccolo. Foto: Jens Thaysen.

Bydelens nye samlingssted

Smag kan diskuteres, men Grappa Piccolo ligner byens flotteste restaurant og er i hvert fald lige præcis sådan et sted, Risskov har sukket efter, hvis man skal dømme efter, hvor mange gæster der sidder ved bordene lang tid inden køkkenet åbner klokken 17.

- Det har overrasket os positivt, at der er også er så stort behov til frokost. Det er vi ved at tilpasse os. Vi tænker at udvide frokostkortet, så man inden længe får et lidt større udvalg fra køkkenet. Vi er stadigvæk i vores spæde start, og vi lytter til gæsternes ønsker, siger Uffe Jakobsen.

Der er kun 50 siddepladser.

- Det er en god idé at bestille bord, for folk har taget godt imod os herude, siger Uffe Jakobsen.

Torsdag kan du læse, om maden lever op til omgivelserne, når vores madanmeldelse af stedet kommer.

Man skal hverken være nervøs for, at det lugter af ost, eller om man får en velvoksen parmesan-ost i hovedet. Der er tale om attrapper, den rigtige ost gemmer sig i køkkenet. Foto: Jens Thaysen.
Italienske kager med tilhørende cappuccino. Foto: Jens Thaysen.
Indtil køkkenet åbner klokken 17. må man "nøjes" med panini og andet godt fra delien. Foto: Jens Thaysen.
En duft af Italien. Foto: Jens Thaysen.
Foto: Jens Thaysen.
Grappa Piccolo leverer også mad ud af huset. Foto: Jens Thaysen.
Foto: Jens Thaysen.
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Aarhus

Tivoli Friheden vil bygge en ny scene

Annonce
Annonce
Blog

Blog: Kampen om Kongelunden

Hvor mange af Aarhus´ byrådspolitikere har fri adgang til AGF´s kampe? I og for sig et ret ukompliceret spørgsmål at få besvaret, ikke? Så jeg sendte i god tro en mail til kommunaldirektøren for Aarhus kommune. Der skete ikke det store. En kommunaldirektør har mange vigtige sager at tage sig af, så håbet var vel bare, at det lille ”?” var sendt nedad. Nå, ja! Nu skal man jo ikke komme med udokumenterede påstande, end ikke i en blog, der står for tastaturantens egen regning. Samme mail, men nu i ny retning: Kulturrådmanden og pressechefen. Her var der hul igennem. Pressechefen replicerede: ”Det er byrådsservice i Borgmesterens Afdeling, der kan svare på dette. Jeg tillader mig derfor at sende spørgsmålet videre til dem”. Den mail var fra d.4. november. Åbenbart er det en større sag for byrådsservice at servicere. Jeg troede i min indgroede naivitet, at man ”vidste sådan noget”. Men det gør man ikke, eller måske man ikke ønsker at oplyse om det! Jeg mener blot, byrådspolitikere får honorar for deres arbejde, inkl. en som bekendt ret favorabel orlovsordning. Så burde det ikke være god skik og brug, at alle ”frynsegoderne” også er offentligt kendte. Nu synes jeg jo ikke, at kulturrådmanden skal betale entré for at klippe snoren til åbningen af et nyt hus i den gamle by. Men der er vel andre ”gratis adgange”, som ikke så indlysende. Det er lykkedes mig én (og sikkert sidste) gang at få fedtet mig ind i VIP-loungen uden at slippe en slante, som det hed dengang AIA, var store i århusiansk fodbold. Og derinde, på ryggen af de gamle stadionhaller og med store panoramavinduer ud mod banen, åbner sig en ny verden, ukendt for den, der er vant til at snige sig ind gennem tælleapparaterne med sin selvfinansierede billet og reservationen til et af de solblegede, fesengrønne plasticsæder. Herinde i varmen er der bløde sæder, mad, snacks og drikkevarer. Rundt om bordene sidder i fortrolig snak adskillige kendte, nogle blot lokale koryfæer, andre med genkendelsesfaktor uden for kommunegrænsen. I min egen beklemte, ubekvemme ukendthed er udvejen at få hamstret en sodavand og hilse på serveringspersonalet, som er lige så ukendte, som jeg er. Men her sidder de altså. Forretningsfolk, sponsorer, popmusikere, gamle fodboldstjerner, klubbosserne, deres håndlangere og minsandten også nogle af byens betroede politikere. Gad vide, hvad de taler om? Dagens kamp? Måske, men ifølge en af mine døtres speciale om beslutningsprocesser i det offentlige regi foregår de ofte ved kaffemaskinen, uformelt, uforpligtende, uden for referat. Befinder jeg mig i en VIP-lobby, hvor trafikken går den modsatte vej? Hvor de indflydelsesrige og beslutningstagerne er inviteret ind på lobbyisternes slagmark på en fri ”transfer” eller? Et par timer inden AGF-Brøndby-kampen (på trods af løbebanen, eller måske mere på grund af en kompetent, no-nonsense-træner vandt AGF fortjent 2-1) mødte jeg bag stadion en af kvarterets beboere, som hilste venligt og lettere indigneret spurgte mig, hvad jeg syntes om stadion-planerne med væddeløbsbanens inddragelse etc. Opildnet af min lydhørhed skosede hun de sammenspiste, teflonbelagte, socialdemokratiske cand.scient.pol-drenge, som åbenbart er Aarhus´ nye herskende klasse. Hvis de vil have projektet gennemført, får de deres vilje! Men så slemt bliver det bare ikke. Når pengestærke, gavmilde givere kan give kommunen 500 millioner kroner til at ”løfte” hele området med Friheden, Stadion, Arenaen, JVB, skovene og Mindeparken, og vel at mærke uden at plastre til med boliger på væddeløbsbanen, så ånder alt idyl. Der er dog et andet men: AGF-direktør Jakob Nielsens ønskestadion koster alene 400 millioner kroner. Det giver jo ikke mange midler til et fuldblods atletikstadion, løsning af det evigt tilbagevendende trafikale kaos (der bliver endnu værre med Mols-linjens flytning) og så det helt indlysende behov, Aarhus har: Den store, indendørs multiarena, der kan matche Københavns royale arena og Hernings "Boksen", og som vil være en langt bedre investering for kommunen end et nyt stadion.