Annonce
Erhverv

Storbybageren Emmerys fortsætter med at tabe penge

Sara Gangsted/Ritzau Scanpix
Emmerys har forbedret sit finansielle resultat en smule, men har tabt penge for fjerde år i træk.
Annonce

Selv om det er gået en anelse frem det seneste år, koster det stadig penge for Emmerys at sælge økologisk brød og kager i de største danske byer.

Bagerkæden, der har 25 butikker omkring København og fem i Aarhus, har i det seneste regnskabsår haft et underskud på 9,9 millioner kroner.

Det viser bagerkædens regnskab, der er offentliggjort mandag.

Regnskabet dækker anden halvdel af 2018 og første halvdel af 2019.

Resultatet er en forbedring fra året før. Dengang fik Emmerys et minus på 18,7 millioner kroner.

Det er fjerde år i træk med underskud. Samlet har de seneste fire år givet et underskud på den forkerte side af 40 millioner kroner.

Emmerys skriver i regnskabet, at det i løbet af det seneste år har fokuseret på at gøre arbejdsgangene mere enkle - herunder i produktionen og butikkerne - hvilket er årsagen til, at det er gået bedre det seneste år.

- Den positive udvikling er fortsat ind i næste regnskabsår, og ledelsen betragter resultatet i 18/19 for tilfredsstillende - set i lyset af den positive udvikling selskabet er i, skriver Emmerys i regnskabet.

Emmerys forventer, at det næste år bliver bedre. Således er forventningen et positivt driftsresultat i 2019/2020.

Emmerys har sine rødder tilbage til 1897. Man startede i sin nuværende form i 1996, da kokken Per Bruun overtog bageriet og gjorde det til en kæde.

Emmerys er ejet af Hans Henrik Preisler. Han kom til, da kæden gik i betalingsstandsning i 2011.

Desuden ejer baronen Johan Wedell-Wedellsborg en større bid af kæden.

Ejerne finansierer Emmerys med lån. I det forløbne år er gælden til ejerne vokset med cirka syv millioner kroner til 32,9 millioner kroner.

/ritzau/

Link til regnskab på cvr
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Aarhus

Tivoli Friheden vil bygge en ny scene

Annonce
Annonce
Blog

Blog: Kampen om Kongelunden

Hvor mange af Aarhus´ byrådspolitikere har fri adgang til AGF´s kampe? I og for sig et ret ukompliceret spørgsmål at få besvaret, ikke? Så jeg sendte i god tro en mail til kommunaldirektøren for Aarhus kommune. Der skete ikke det store. En kommunaldirektør har mange vigtige sager at tage sig af, så håbet var vel bare, at det lille ”?” var sendt nedad. Nå, ja! Nu skal man jo ikke komme med udokumenterede påstande, end ikke i en blog, der står for tastaturantens egen regning. Samme mail, men nu i ny retning: Kulturrådmanden og pressechefen. Her var der hul igennem. Pressechefen replicerede: ”Det er byrådsservice i Borgmesterens Afdeling, der kan svare på dette. Jeg tillader mig derfor at sende spørgsmålet videre til dem”. Den mail var fra d.4. november. Åbenbart er det en større sag for byrådsservice at servicere. Jeg troede i min indgroede naivitet, at man ”vidste sådan noget”. Men det gør man ikke, eller måske man ikke ønsker at oplyse om det! Jeg mener blot, byrådspolitikere får honorar for deres arbejde, inkl. en som bekendt ret favorabel orlovsordning. Så burde det ikke være god skik og brug, at alle ”frynsegoderne” også er offentligt kendte. Nu synes jeg jo ikke, at kulturrådmanden skal betale entré for at klippe snoren til åbningen af et nyt hus i den gamle by. Men der er vel andre ”gratis adgange”, som ikke så indlysende. Det er lykkedes mig én (og sikkert sidste) gang at få fedtet mig ind i VIP-loungen uden at slippe en slante, som det hed dengang AIA, var store i århusiansk fodbold. Og derinde, på ryggen af de gamle stadionhaller og med store panoramavinduer ud mod banen, åbner sig en ny verden, ukendt for den, der er vant til at snige sig ind gennem tælleapparaterne med sin selvfinansierede billet og reservationen til et af de solblegede, fesengrønne plasticsæder. Herinde i varmen er der bløde sæder, mad, snacks og drikkevarer. Rundt om bordene sidder i fortrolig snak adskillige kendte, nogle blot lokale koryfæer, andre med genkendelsesfaktor uden for kommunegrænsen. I min egen beklemte, ubekvemme ukendthed er udvejen at få hamstret en sodavand og hilse på serveringspersonalet, som er lige så ukendte, som jeg er. Men her sidder de altså. Forretningsfolk, sponsorer, popmusikere, gamle fodboldstjerner, klubbosserne, deres håndlangere og minsandten også nogle af byens betroede politikere. Gad vide, hvad de taler om? Dagens kamp? Måske, men ifølge en af mine døtres speciale om beslutningsprocesser i det offentlige regi foregår de ofte ved kaffemaskinen, uformelt, uforpligtende, uden for referat. Befinder jeg mig i en VIP-lobby, hvor trafikken går den modsatte vej? Hvor de indflydelsesrige og beslutningstagerne er inviteret ind på lobbyisternes slagmark på en fri ”transfer” eller? Et par timer inden AGF-Brøndby-kampen (på trods af løbebanen, eller måske mere på grund af en kompetent, no-nonsense-træner vandt AGF fortjent 2-1) mødte jeg bag stadion en af kvarterets beboere, som hilste venligt og lettere indigneret spurgte mig, hvad jeg syntes om stadion-planerne med væddeløbsbanens inddragelse etc. Opildnet af min lydhørhed skosede hun de sammenspiste, teflonbelagte, socialdemokratiske cand.scient.pol-drenge, som åbenbart er Aarhus´ nye herskende klasse. Hvis de vil have projektet gennemført, får de deres vilje! Men så slemt bliver det bare ikke. Når pengestærke, gavmilde givere kan give kommunen 500 millioner kroner til at ”løfte” hele området med Friheden, Stadion, Arenaen, JVB, skovene og Mindeparken, og vel at mærke uden at plastre til med boliger på væddeløbsbanen, så ånder alt idyl. Der er dog et andet men: AGF-direktør Jakob Nielsens ønskestadion koster alene 400 millioner kroner. Det giver jo ikke mange midler til et fuldblods atletikstadion, løsning af det evigt tilbagevendende trafikale kaos (der bliver endnu værre med Mols-linjens flytning) og så det helt indlysende behov, Aarhus har: Den store, indendørs multiarena, der kan matche Københavns royale arena og Hernings "Boksen", og som vil være en langt bedre investering for kommunen end et nyt stadion.