Annonce
Danmark

Topchefer skal hjælpe regeringen med at tjene penge på grøn omstilling

Jens Bjørn Andersen fra transportvirksomheden DSV Panapina er en af de topchef, der skal hjælpe regeringen med at nå sit klimamål. Arkivfoto: Ritzau/Scanpix.
Når regeringen sætter topchefer ind som formænd i 13 klimapartnerskaber, er det for at sikre, at den grønne omstilling ikke bare løser klimaudfordringen, men også øger velstanden i Danmark.
Annonce

Klima: Ingen ved, hvordan Danmark skal nå frem til at udlede 70 procent mindre CO2 om 10 år, som regeringen har bundet sig til. Ikke engang regeringen selv. Men for at finde en vej mod målet, indgår den nu 13 såkaldte klimapartnerskaber, hvor de rigtige tunge kanoner i dansk erhvervsliv kommer ind som formænd. Her skal de udpege andre, som skal indgå i partnerskaberne og tilrettelægge arbejdet for, hvordan vi i fremtiden udleder væsentligt mindre CO2 for eksempel fødevarebranchen, IT-sektoren, industrien og transporten.

Aalborg Portlands direktør Michael Lundborg Poulsen skal lede arbejdet på industriområdet, SAS' direktør Simon Pauck Hansen på luftfart, KMD-topchef Eva Berneke på IT for eksempel. Og avisen Danmark kan nu fortælle, at på transportområdet bliver det Jens Bjørn Andersen, direktør i DSV Panalpina - en virksomhed, der i 1976 startede som 10 vognmænd, der slog sig sammen. I dag er DSV et af de allerstørste transportfirmaer på globalt plan med distributionsnetværker i hele verden. Stadig med hovedkvarter i Hedehusene på Sjælland. Den samlede liste over formænd i de 13 klimapartnerskaber vil statsminister Mette Frederiksen (S) præsentere onsdag.

Jens Bjørn Andersen er blevet udpeget af transportminister Benny Engelbrecht (S).

- Hvorfor griber I til at involvere topchefer til at hjælpe jer med at nå jeres klimamål?

- For at nå vores mål skal vi ikke bare gøre det, vi allerede kender til nu og er igang med. Her har vi brug for hjælp fra erhvervslivet. Samtidig skal vi sikre, at de grønne løsninger, vi finder frem til, vil være nogle, vi kan leve af. Og så er det helt naturligt at indgå partnerskaber med erhvervslivet, siger Benny Engelbrecht til avisen Danmark.

Klimamålet

Om 10 år, i 2030, skal Danmark udlede 70 procent færre drivhusgasser i forhold til 1990. Det har den nuværende regering bundet sig til i det såkaldte forståelsespapir, som blev indgået sammen med SF, Enhedslisten og Radikale. Senere har Dansk Folkeparti, Venstre, Konservative og Liberal Alliance tilsluttet sig målet.

Siden 1990 er Danmarks samlede udledningerne allerede faldet med cirka 20 procent - primært på grund af mere effektivt energiforbrug og øget brug af vind- og solenergi.

Politikerne halter efter

Topcheferne skal være med til at holde den socialdemokratiske regering fast på, at vejen mod et bedre klima i fremtiden også skal levere vækst og arbejdspladser, fortæller Benny Engelbrecht.

- Erhvervslivet ser jo også en fordel i at være på forkant med udviklingen. Man kan meget vel forestille sig, at de løsninger, vi finder frem til, vil kunne udbredes globalt, hvilket vil give danske virksomheder konkurrencefordele, så de kan levere løsningerne ikke bare i Danmark, men også i Europa og resten af verden. Sådan noget som electrofuels (flydende brændstof udviklet ved hjælp af strøm, som man især sætter sin lid til i flyindustrien, red.) kan meget nemt blive et grønt eventyr i Danmark på et endnu højere niveau end vindmøller, siger Benny Engelbrecht.

- En anden vinkel kunne være, at I ved at trække de store spillere i erhvervslivet tæt ind til jer, giver dem et hold kæft-bolsje, så de ikke kommer til at gå forrest med kritik af, at regeringen i klimaets navn kommer til at gøre det dyrere at drive virksomhed og være dansker?

- Jo, men tag ikke fejl af de klare meldinger fra industrien om, at det ikke er den, der mangler store ambitioner på klimaområdet. Det har snarere været det politiske niveau, der har haltet efter. Erhvervslivets vilje til at være med her er meget, meget bredt funderet. De ved jo også godt, at dem, der går forrest, er dem, der kommer til at høste gevinsten.

Frygt for gule veste

- Nu sidder du med transportområdet og godstransporten. For nogle er en helt indlysende løsning her, at vi skruer ned og flytter færre varer over lange afstande. Hvordan får man gjort det til en del af diskussionen, når formanden i partnerskabet lever af at transportere flere og flere varer?

- Pointen er, at vi skal transportere grønt. Hvis man forestiller sig, at man slet ikke skal vareudveksle, så ...

- Der er der vist ingen, der forestiller sig, men nogle forestiller sig måske, at vi skruer en lille smule ned?

- Vi kan vareudveksle smartere, udnytte kapaciteten i lastbilerne bedre. Det er vi ekstremt dygtige til i Danmark, men vi kan blive endnu bedre. Vi kan godt sende færre pakker til hinanden og lade være med købe helt så meget, men den kloge løsning er at finde ud af, hvordan vi gør det uden at udlede CO2, så vi stadig har gode indtægter til vores industri og detailhandel, så vi har noget at leve af.

- Hvorfor er det ikke en klog løsning at skrue ned for forbruget?

- Hvis vi skruer ned, vil dem der har de færreste ressourcer betale den højeste pris. Bliver der færre jobs inden for produktion, er det ikke dem med de bedste muligheder, der mister arbejdet. Det vil skabe sociale ubalancer, som vi ikke ønsker. Vi skal ikke opleve gule veste i gaderne som i Frankrig, fordi vi gør noget godt for klimaet. Vi skal kunne opretholde høj velfærd, og det gør vi ved, at vi også sikre arbejdspladser.

Sådan kan den tunge transport udlede mindre CO2

1. Der er noget af hente på logistik: Altså at de konkurrerende godstransportvirksomheder i højere grad deler viden om deres leveringer, så kapaciteten i lastbiler kan blive udnyttet bedre, så der bliver brug for færre transporter.

2. Lastbilchauffører kan uddannes til at køre på en måde, der sparer på brændstoffet. Og arbejdsgiverne kan øge incitamentet ved at belønne og sætte bedre pris på chauffører, der bruger mindre brændstof, fremfor chauffører der sparer tid på transporterne.

3. Knap så hurtig levering. Ved at sænke forbrugernes forventning til at få leveret varer meget hurtigt, kan man forbedre logistikken og fylde lastbilerne mere effektivt.

4. Man kan flytte branchen over på andre energiformer end diesel. Biodiesel og biogas i en overgangsperiode, men på langt sigt er løsningen i højere grad lastbiler og varebiler, der kører på el. Der mangler udvikling på især de tunge lastbiler. Det såkaldte electrofuel er også en løsning - flydende brændstof, der bliver fremstillet ved hjælp af strøm. Det vil også være en måde at lagre den strøm fra f.eks. vind, som i dag ikke bliver udnyttet. Her mangler dog i høj grad forskning og udvikling, hvis det skal kunne fungere i stor skala.

5. Afgifter. Man kan indføre afgifter på diesellastbiler og øge afgifterne på dieselbrændstof for at øge incitamentet til at skifte til mere klimavenlig transport.

6. Nedbring mængden af gods. Forbrug mindre. Køb mere lokalt. Producer produkter, som holder i længere tid, så de ikke skal udskiftes så ofte.

Kilde: Den grønne tænketank Concito

Transportminister Benny Engelbrecht lægger vægt på, at de topchefer regeringen sætter ind i spidsen for 13 klimapartnerskaber skal være med til at sikre, at grønne omstillingen kommer til at betyde vækst og flere arbejdspladser. Arkivfoto: David Leth Williams/Ritzau Scanpix
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Aarhus For abonnenter

Med specialpatruljen i nattelivet: - De kriminelle kender os. På en vagt handler det om, hvem der først spotter hinanden   

Annonce
Annonce
Blog

Er du agil nok til fremtiden?

Er du parat til fremtiden med en kampklar hjerne og følelsesmæssig agilitet? Hvis du ikke aner, hvad agil betyder, så læs med, for det er ordet, som du skal flashe i din jobansøgning og til mus-samtaler i øjeblikket. Agil er ifølge ordnet.dk afledt af at agere og betyder, at man kan agere hurtigt, let og smidigt i sine bevægelser. Mest forbinder jeg agil med hundetræning, men af for mig ubegribelige veje er det blevet oversat til, at man kan ”navigere i uvished, handle passende under pres, tage kalkulerede risici i ukendte territorier, innovere og skabe en stabil fremdrift i høj sø”, som det står på en hjemmeside, hos en af de mange konsulenter, der tilbyder at give dig en kampklar hjerne, emotionel agilitet og agil lederkompetence. Her kunne en og anden jo nok føle sig koblet af fra start. Det kan man måske også i Landbrugsstyrelsens stillingsopslag, hvor man søger en ny medarbejder i form af en agil coach og anvender ordet ”agil” 26 gange i annoncen, hvis jeg har talt rigtigt. Som så mange andre stedet rulles det agile koncept nu ud for fuld skrue, også på offentlige arbejdspladser. Det består af en række sikkert gode og brugbare metoder, der kræver mere indsigt end jeg har, men det er ifølge stillingsannoncen noget med Daily Stand-ups og en række agile ceremonier, hvilket lyder lige vel ”loge-agtigt” for mig. Indtil for nylig var det disruption, der blæste ind over det ganske land. Enhver arbejdsplads stod med risiko for at blive disruptet eller på mere lavdansk forstyrret af ”nogen”, der på grund af den globale digitale motorvej kunne udføre jobbet hurtigere, billigere og med mere individuelle services. Til konferencer gjorde forretningsfolk sig klar til kamp, når det lød fra talerstolen, at mange vil blive overflødiggjort i løbet af de næste 5-10 år. Så er der brug for disruption-eksperter, hvis ikke angstens sved skal få overtaget. Det med disruption er ved at være overstået. Altså ikke konkurrencen, men som de fleste hotte ord kan management konsulenter kun leve af dem i få sæsoner. Som fremtidsforsker lever jeg også som konsulent, og jo mere forvirring og rav i gaden nye ord kan skabe, desto bedre for mig. Når det regner på præsten, drypper det også i min biks. For som fremtidsforsker har man fokus på at vende skråen og vurdere nye ord og tendenser, og det er der heldigvis i tiltagende grad brug for. Jo mere man forstår de vigtigste megatrends og krydspresset imellem dem, jo større er chancen for ikke at blive grebet af panik og angst, også når de nye hektiske buzzword opstår. Hvad er så det næste? Det er forhåbentlig ordet ”nænsomhed” og det er ikke så blødt, som det lyder. For måske er nænsomhed den nye effektivitet? Mange af de frække ord kan hurtigt slå en hjem i utilstrækkelighedsludo, for hvem evner eller orker i virkeligheden at besidde evige kampklare agile hjerner og hjerter? I fremtiden skal vi – bedste bud – leve af innovation og udvikling blandt andet i forhold til den grønne opstilling. Derfor skal alle byde ind med sine kompetencer og betragtninger, for den gode ide respekterer ikke ledelseslag. Det kan snildt være Lise i omstillingen, der opfatter et signal fra en kunde, der kan give anledning til en bedre service fremover. En sådan åben innovation kræver, at alle tør komme med deres ideer og ikke er så stresslammede, at kreative tanker er gået i baglås. Måske skal vi i fremtiden være mere nænsomme med hinanden, ikke grine af fjollede ideer og fejl eller dømme hinanden ikke agile, bare fordi man insisterer på at nyde sin traditionelle madpakke i sine ikke-agile sutsko.