Annonce
Indland

Undersøgelse: Børn med handicap står uden for fællesskabet

Jonas Skovbjerg Fogh/Ritzau Scanpix
Det står skidt til med inklusionen af børn med fysiske og psykiske handicap i folkeskolen, viser undersøgelse.
Annonce

Inklusionen af børn med psykiske og fysiske handicap i skolen halter.

Således svarer 45 procent af børnenes forældre i en spørgeskemaundersøgelse, at deres barn ikke trives i skolen.

Omtrent samme andel – 46 procent – svarer derudover, at deres børn "i lav grad" eller "slet ikke" deltager i sociale fællesskaber i fritiden.

Det kunne eksempelvis være samvær med venner eller deltagelse i fødselsdage og lignende arrangementer.

- Undersøgelsens konklusioner er desværre ikke synderligt overraskende, siger Janne Hedegaard Hansen, centerchef ved Nationalt Videncenter om Udsatte Børn og Unge, til Kristeligt Dagblad.

Hun har i årevis forsket i inklusion og udvikling af inkluderende skoler.

- På trods af et øget fokus på inklusion er mange skoler endnu ikke lykkedes med at løse opgaven med at skabe klassefællesskaber med plads til mangfoldighed. Og når vi ikke er lykkedes med det, er det klart, at de børn – som ikke er som de fleste – kommer til at opleve mistrivsel, siger hun.

Spørgeskemaundersøgelsen er gennemført af Danske Handicaporganisationer i anledning af FN's internationale handicapdag.

I undersøgelsen har 1197 forældre til børn med forskellige handicap deltaget, og knap 1000 personer har i gennemsnit besvaret hvert enkelt spørgsmål.

Langt størstedelen er forældre til børn med adhd og autisme, der går i en almindelig folkeskoleklasse.

Det var ellers blandt andet børn med disse diagnoser, som den såkaldte inklusionslov i 2012 havde til formål at integrere i almindelige folkeskoleklasser frem for at sende dem i specialklasser som hidtil.

Dengang var målsætningen, at 96 procent af alle skolebørn skulle gå i en normal klasse – i praksis betød det, at cirka 10.000 børn skulle overgå fra et specialundervisningstilbud til almindelig undervisning.

Forventningen fra politisk side var, at inklusionen skulle sikre elever med særlige behov en større faglig udvikling samt et stærkere socialt fællesskab.

I Danske Handicaporganisationer mener formand Thorkild Olesen, at spørgeskemaundersøgelsen viser, at problemet med børn med handicap, der mistrives i skolen "er større end, vi hidtil har troet".

- Jeg tror som udgangspunkt, at alle forældre gerne vil inklusion og mener, at målsætningen om øget inklusion er rigtig.

- Problemet er derfor snarere den manglende viden om handicap og de reaktioner, der kan komme fra et barn med eksempelvis adhd, siger han til Kristeligt Dagblad.

- Lærerne har ikke tilstrækkelig viden, og det har forældrene heller ikke.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce
Aarhus

Tivoli Friheden vil bygge en ny scene

Annonce
Annonce
Blog

Blog: Kampen om Kongelunden

Hvor mange af Aarhus´ byrådspolitikere har fri adgang til AGF´s kampe? I og for sig et ret ukompliceret spørgsmål at få besvaret, ikke? Så jeg sendte i god tro en mail til kommunaldirektøren for Aarhus kommune. Der skete ikke det store. En kommunaldirektør har mange vigtige sager at tage sig af, så håbet var vel bare, at det lille ”?” var sendt nedad. Nå, ja! Nu skal man jo ikke komme med udokumenterede påstande, end ikke i en blog, der står for tastaturantens egen regning. Samme mail, men nu i ny retning: Kulturrådmanden og pressechefen. Her var der hul igennem. Pressechefen replicerede: ”Det er byrådsservice i Borgmesterens Afdeling, der kan svare på dette. Jeg tillader mig derfor at sende spørgsmålet videre til dem”. Den mail var fra d.4. november. Åbenbart er det en større sag for byrådsservice at servicere. Jeg troede i min indgroede naivitet, at man ”vidste sådan noget”. Men det gør man ikke, eller måske man ikke ønsker at oplyse om det! Jeg mener blot, byrådspolitikere får honorar for deres arbejde, inkl. en som bekendt ret favorabel orlovsordning. Så burde det ikke være god skik og brug, at alle ”frynsegoderne” også er offentligt kendte. Nu synes jeg jo ikke, at kulturrådmanden skal betale entré for at klippe snoren til åbningen af et nyt hus i den gamle by. Men der er vel andre ”gratis adgange”, som ikke så indlysende. Det er lykkedes mig én (og sikkert sidste) gang at få fedtet mig ind i VIP-loungen uden at slippe en slante, som det hed dengang AIA, var store i århusiansk fodbold. Og derinde, på ryggen af de gamle stadionhaller og med store panoramavinduer ud mod banen, åbner sig en ny verden, ukendt for den, der er vant til at snige sig ind gennem tælleapparaterne med sin selvfinansierede billet og reservationen til et af de solblegede, fesengrønne plasticsæder. Herinde i varmen er der bløde sæder, mad, snacks og drikkevarer. Rundt om bordene sidder i fortrolig snak adskillige kendte, nogle blot lokale koryfæer, andre med genkendelsesfaktor uden for kommunegrænsen. I min egen beklemte, ubekvemme ukendthed er udvejen at få hamstret en sodavand og hilse på serveringspersonalet, som er lige så ukendte, som jeg er. Men her sidder de altså. Forretningsfolk, sponsorer, popmusikere, gamle fodboldstjerner, klubbosserne, deres håndlangere og minsandten også nogle af byens betroede politikere. Gad vide, hvad de taler om? Dagens kamp? Måske, men ifølge en af mine døtres speciale om beslutningsprocesser i det offentlige regi foregår de ofte ved kaffemaskinen, uformelt, uforpligtende, uden for referat. Befinder jeg mig i en VIP-lobby, hvor trafikken går den modsatte vej? Hvor de indflydelsesrige og beslutningstagerne er inviteret ind på lobbyisternes slagmark på en fri ”transfer” eller? Et par timer inden AGF-Brøndby-kampen (på trods af løbebanen, eller måske mere på grund af en kompetent, no-nonsense-træner vandt AGF fortjent 2-1) mødte jeg bag stadion en af kvarterets beboere, som hilste venligt og lettere indigneret spurgte mig, hvad jeg syntes om stadion-planerne med væddeløbsbanens inddragelse etc. Opildnet af min lydhørhed skosede hun de sammenspiste, teflonbelagte, socialdemokratiske cand.scient.pol-drenge, som åbenbart er Aarhus´ nye herskende klasse. Hvis de vil have projektet gennemført, får de deres vilje! Men så slemt bliver det bare ikke. Når pengestærke, gavmilde givere kan give kommunen 500 millioner kroner til at ”løfte” hele området med Friheden, Stadion, Arenaen, JVB, skovene og Mindeparken, og vel at mærke uden at plastre til med boliger på væddeløbsbanen, så ånder alt idyl. Der er dog et andet men: AGF-direktør Jakob Nielsens ønskestadion koster alene 400 millioner kroner. Det giver jo ikke mange midler til et fuldblods atletikstadion, løsning af det evigt tilbagevendende trafikale kaos (der bliver endnu værre med Mols-linjens flytning) og så det helt indlysende behov, Aarhus har: Den store, indendørs multiarena, der kan matche Københavns royale arena og Hernings "Boksen", og som vil være en langt bedre investering for kommunen end et nyt stadion.