Læserbrev

Læserbrev: Fagforeninger er en beskyttelse af os alle

"Hvorfor skal jeg egentlig være medlem af BUPL? Jeg kan jo bare være med i A-kassen eller i den gule fagforening. Hvad gør fagforeningen for mig?" Spørgsmålet gjorde mig usikker – det kom fra en god og respekteret kollega, jeg mødte nede i midtbyen. Betyder fagforeninger og solidaritet noget i dag? Jeg havde helt glemt argumenterne! Men for mig har det altid været en selvfølgelighed, at man skulle være medlem af en fagforening – men at skulle argumentere for det gjorde, at jeg lige lovede at vende tilbage ... Det gør jeg så nu: Da jeg første gang blev medlem af en fagforening, SiD, skete det ufrivilligt ved, at der kom en gammel tillidsrepræsentant - nok på min alder, cirka 60 år - fra Korsør Glasværk hen til mig og sagde: "Jeg skal lige have dit navn og adresse, så jeg kan skrive dig ind i fagforeningsbogen. Den får du igen, når du skal arbejde et andet sted". Jeg blev aldrig spurgt, om jeg ville være medlem. Det var dengang en selvfølgelighed. For hvor var og er vi uden solidaritet og fagforeninger? I virkelighedens verden står vi på skuldrene af en hel masse andre og deres sejre og nederlag igennem mange, mange år – vi har bare glemt det. Før septemberforliget, der blev indgået i 1899 efter en næsten fire måneder lang konflikt, og overenskomstaftalerne mellem fagforeningerne og arbejdsgiverne kunne man: Blive fyret fra dag til dag, hvis man ikke havde en god kemi med sin chef eller ved tilfældigheder. Man havde ingen ferie. Man risikerede fyring ved graviditet. Der var meget, meget ringe kvindeløn og endnu ringere løn for børnearbejde. Seksdages arbejduge, ubegrænset arbejdstid, ingen overtidsbetaling, ingen tillidsmand/fagforening til at støtte den ansatte, hvis han blev uretfærdigt behandlet på arbejdet, ingen til at forhandle lønforhøjelse, ingen understøttelse ved arbejdsløshed. Efter septemberforliget - med anerkendelsen af fagforeninger - kom der uendelig langsomt: Ferie, tillidsmænd, og arbejdstiden faldt fra 48, 42, 40 ned til 37 timer. Det blev forhandlet gennem fagforeninger, understøttelse kom til, opsigelsesvarsler kom til, efterløn kom til, barselsorlov kom til, den sjette ferieuge kom til. Ved overenskomstforhandlingerne 2018 havde arbejdsgiverne lagt op til omfattende nedskæringer i vedtagne rettigheder, men det blev forhindret ved vores sammenhold og solidaritet både mellem fagforeninger og gennem rigtig mange på alle arbejdspladser. Efterfølgende har der været en endnu større tilslutning til de forskellige fagforeninger. Alt det risikerer vi at nedbryde, hvis vi melder os ud til de gule fagforeninger eller "bare" er i A-kassen. Hvis vi ikke er i fagforening, smadrer vi de opnåede goder og rettigheder fra tidligere og nuværendes solidariske sammenhold. Jeg tror, at solidariteten er fundamentet for at kunne være på en arbejdsplads med tålelige arbejdsforhold. Men det er hele tiden en kamp. Rettighederne forsvinder, hvis vi ikke er solidariske med hinanden. Kig jer omkring i resten af verden. Se på Tyskland og USA med såkaldte "working poor", der har flere jobs og stadig er fattige – samtidig med at der findes en enorm ulighed i samfundet. Solidaritet handler ikke bare om at redde andre, men meget, meget mere om at beskytte os allesammen - og vores samfund. Tak til min kollega for det vigtige spørgsmål!

Debat

Debat: Lad os følge Holland - Grønne obligationer kan finansiere grøn omstilling

Klima: Finansministeren var klar i mælet, da han mødte pressen efter de første forhandlinger om finansloven: ”Der er mange ønsker, men ikke lige så mange finansieringsforslag”. I Alternativet vil vi gerne hjælpe regeringen med at finde de mange grønne milliarder, som der desværre ikke blev plads til i regeringens første udspil. Vi har tidligere foreslået at finde pengene ved at øge beskatning af CO2 og forurening og ved at fremrykke pensionsbeskatningen. Nu foreslår vi så at finansiere den grønne omstilling ved at udstede grønne obligationer. Forslaget om grønne obligationer handler kort sagt om, at staten kan udstede statsobligationer – som øremærkes grønne initiativer – til en lav og sikker rente, hvilket gør dem særligt attraktive for private investorer. På den måde kan staten nemlig dirigere private midler over i gode grønne investeringsprojekter, for eksempel til grøn transport, klimasikring eller større infrastrukturprojekter, som ellers vil ende i alle mulige andre projekter. Investorerne kunne for eksempel være de danske pensionskasser, som netop har bebudet, at den vil øremærke 350 mia. kr. til grønne investeringer frem mod 2030 – og som flere gange har efterspurgt flere grønne investeringsmuligheder. Det smarte ved hele ideen er, at regeringen altså kan skaffe de nødvendige milliarder uden at hæve skatter og afgifter, men ved at lede private formuer over i bæredygtige initiativer. Er man i tvivl om potentialet, kan man bare kigge mod Holland. Her har den borgerlige regering netop indhentet 45 mia. kr. til grønne omstillingsprojekter ved at udstede grønne statsobligationer – og blandt investorerne var i øvrigt det danske pensionsselskab, PKA, som har udtalt, at man ikke vil tøve med at investere i et lignende tiltag i Danmark, hvis bare muligheden er der. I Alternativet vil vi gerne give de private pensionsselskaber den mulighed. Ikke mindst fordi eksemplet fra Holland vidner om, at investorerne nærmest står på spring for at investere i den grønne omstilling. Så værsartig, Nicolai Wammen: her har du et godt, konkret og realistisk forslag fra os i Alternativet til, hvordan de mange grønne ønsker skal finansieres.

Annonce
Annonce
Blog

Flere gode bøger, tak!

”Mekano Max” er en ganske forrygende børnebog. Det er en stærk fortælling med sjove rim og fantastiske tegninger, og den har alt det, der skaber en god børnebog. Det er sådan en, som forældrene kan nyde sammen med ungerne, og som er spækket med sjove detaljer, som faderen her i huset kan grine af. Igen og igen. Sidste år fik ”Mekano Max” en efterfølger med ”Mekano Max og tidsmaskinen”. Der er mere af samme opfindsomhed, flere lækre tegninger og et herligt univers, og også den har vi her i Skødstrup læst igen og igen, og de to bøger er blevet vigtige i vores putteritualer. Derfor besluttede jeg mig for at skrive til bogens forfatter for at høre, om der ikke snart kommer en treer i serien om Max. Men der kom et nedslående svar tilbage, for på grund af dårligt salg ville forlaget ikke udgive flere. Ok, det forstår jeg sådan set godt, for økonomien i en virksomhed skal jo hænge sammen. Det, som jeg ikke forstår, og som faktisk gør mig en smule trist, er, at der ikke er plads til ”Mekano Max” på det danske bogmarked. De bøger har mere kvalitet, både hvad angår sprog og illustrationer, end en stor del af det, der udgives og står på hylderne i stedet for. Hvis vi lige zoomer længere ud, får vi øje på, at det er en tendens, som desværre bliver mere og mere tydelig. Der er aldrig blevet udgivet mere, end der gør lige nu, og på det åbne marked satser forlagene på de udgivelser, de ser som det sikre, imens biblioteker eksempelvis køber færre bøger end førhen. Og så bliver forlag og forfattere pressede. Jeg mener bestemt ikke, at biblioteket er sat i verden for at holde gang i forfatterskaber, og jeg mener heller ikke, at alle bøger skal købes af alle. For der bliver også udgivet utroligt mange dårlige bøger i disse år, og det er med til at mudre markedet. De gode bøger risikerer at drukner. I hvert fald de gode bøger, som ikke har et stort forlag eller et stort navn stående på ryggen. Hvis man rider en tur på den kyniske hest, kan man se, at der er blevet skrevet masser af gode bøger, som vi alligevel aldrig kan nå at læse, om vi så blev 1000 år gamle. Vi kan også se fra hesten, at vi jo bare kan få de store, udenlandske sællerter oversat til dansk. Det var da nemt! Så har vi overhovedet brug for nye bøger skrevet af danske forfattere? Skal vi overhovedet støtte en branche, som ikke kan klare sig selv? Og er det så ikke bare en utopi for de fleste, og en virkelighed for de ganske få, at man kan leve af at skrive bøger på dansk? Hvis I spørger mig, vil vi miste meget, hvis vi ikke har en scene af danske forfattere, som tæller andre spillere end de store mainstreamforfattere. Der skal være plads til de mindre kendte, til dem, der kan udfordre sproget og genrerne. Jeg kan nævne mange forfattere, som ikke sælger særlig meget, men skriver væsentligt bedre bøger end mange af dem, der ryger over disken i store antal. Det er der som sådan ikke noget nyt i. Man bliver kun en storsælgende forfatter, hvis man lander i den perfekte storm af evner og at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Det er ikke ment som en kritik af de forfattere, der kommer bredt ud. Jeg er ikke ude efter nogen, og jeg har stor respekt for dem og deres værker. Vi må bare ikke få et landskab af bøger, hvor det udelukkende er salgstal, der dikterer, hvad der skrives. Der skal også være plads til de forfattere, der vil noget andet, uden at det nødvendigvis er niche. Vi er ude i et stort paradigmeskift, helt derude, hvor der snart heller ikke er plads til de forfattere, som bare sælger nogenlunde. Helt derude, hvor nicheforfatterne ikke længere er de eneste, der skal have fuldtidsjobs ved siden af skrivegerningen. Dét er er det nye. Og i min optik kræver det ingen større udregninger at se, hvordan det bliver synligt på boghylderne, hvor kun de største står linet up, fordi de andre har travlt med at få brød på bordet. Jeg har ikke løsningen på problemet. Men jeg vil da opfordre til, at vi hver især støtter det, vi godt kan lide. At man eksempelvis dropper Netflix i et par måneder og bruger pengene på et par bøger. Og at man opsøger værker, som ikke bare er dem, der bliver sat frem på hylderne i Bilka og Føtex. Det danske sprog, det danske bogmarked og den danske litteraturtradition har brug for mange flere originale udgivelser som “Mekano Max”. Vi har brug for at have nogle dygtige forfattere, der kan rejse rundt til skoler og messer og skabe forbindelser, dem, der kan fortælle ungdommen om at skrive og om at være forfatter, og hvorfor det er vigtigt. Hele det store læse-økosystem har brug for et bedre og bredere udvalg, og det fortjener de kommende generationer. Vi skal værne om variationen.

Læserbrev

Læserbrev: Ulighed, der trækker tænder ud

Når vi ofte diskuterer ulighed i den politiske debat, må vi huske, at ulighed ikke kun vedrører direktørlønninger, overførselsindkomster og spændet derimellem. Ulighed handler nemlig ikke kun om økonomi, men i særdeleshed også om sundhed. Det gælder på flere sundhedsområder. Fra maden på bordet til den daglige motion er der store forskelle i vores samfund. Forskelle, som ikke blot er et udtryk for forskellige ønsker, men nærmere vidt forskellige levevilkår i hverdagen. Et af de steder, hvor uligheden i vores samfund er tydeligst, er på tandsundheden. For mens vores velfærdssystem i øvrigt omfatter alle, der eksempelvis har brug for lægekonsultation, indlæggelse eller hjemmepleje, er det inden for voksentandplejen den enkelte patients økonomiske formåen, der langt hen ad vejen afgør vedkommendes tandsundhed. Det er en udfordring, som vi ikke kan løse med et snuptag – slet ikke fra kommunalt hold. Ikke desto mindre har vi i det budget, vi i Aarhus Byråd netop har vedtaget, afsat mere end tre millioner årligt til at gennemføre Tandsundhedsplanen, som er udarbejdet på tværs af magistraterne i Aarhus Kommune. Med finansieringen af planen får borgerne bedre forudsætninger for at modtage den nødvendige behandling i Omsorgstandplejen og Specialtandplejen. Samtidigt rækker vi en hånd ud til de mest udsatte borgere, fra hvem der mærkes et stigende behov for komplicerede behandlinger. Tiltaget løser ikke alle de udfordringer, som uligheden i tandsundhed giver vores samfund, men det adresserer vigtigheden og gør en forskel. Uligheden trækker nemlig bogstavelig talt tænder ud for de af vores medborgere, der ikke har økonomien til at opretholde en rimelig tandsundhed.

Annonce
Læserbrev

Læserbrev: Bedre vilkår for patienter, personale og grøn omstilling

Enhedslisten er med i budgetforliget i Region Midtjylland, der løfter flere områder, som er afgørende vigtige for os. Det er til glæde for patienter, de ansatte og klimaet. Vi har længe kæmpet hårdt, for at Aarhus Universitets Hospital skal sikres økonomisk som fundamentet for et stærkt vestdansk sundhedsvæsen, hvilket vi satte på dagsordenen i folketingsvalgkampen. Der er kommet et engangsbeløb på 100 millioner kroner fra staten, og et regionalt økonomisk råderum på 301,6 millioner. Det giver rum til, at budgetforliget tilfører hospitalet yderligere 214 millioner kroner, så det ikke lades i stikken. Det er uhyre vigtigt for hospitalerne i hele regionen. Der er penge til alle hospitalerne, med en særlig prioritering til Randers og Horsens, der har været særligt hårdt ramt. Det gode er, at hospitalerne selv kan bestemme, hvordan pengene bruges. Vi fortsætter udviklingen med at ligestille psykiatrien med de somatiske hospitaler. Og så er der penge til et nyt hospitalsvaskeri og apotek, samt til de lokale sundhedshuse tæt på patienterne. Det er alt sammen gode ting, vi er glade for. Men fremadrettet skal der stadigvæk flere penge til at sikre fremtidens sundhedsvæsen for at få genoprettet den underprioritering, der har været af sundhedsvæsenet gennem de seneste 10 år. Hertil kommer de fremtidige udfordringer med en stigende ældrebefolkning og et øget behandlingsbehov samt stigende medicinudgifter. Enhedslisten har ved forhandlingerne fået sat meget mere fokus på personale og arbejdsmiljø, især at de nyuddannede får en god start. Det er så vigtigt, at der er ressourcer nok, til at vi fastholder de gode arbejdspladser og uddannelsessteder med høj faglighed og godt arbejdsmiljø, så vi også fremover kan fastholde og rekruttere det nødvendige personale. Vi har foreslået en årlig pris for regionens bedste arbejdsplads, hvilket et kommende udvalg vil arbejde med. Det er meget glædeligt, at et samlet regionsråd bakker op om FN’s klimamål og regeringens målsætning om 70 procent reduktion af CO2-udledning i 2030. Det har vi prioriteret højt at få med i forliget, så det er super godt for miljøet og den grønne omstilling, at det er lykkedes. Det betyder fokus på bæredygtige indkøb og bæredygtig mobilitet blandt andet i den kollektive trafik. Og vi skal væk fra det kæmpe store forbrug af engangskopper mm. af plastic. Vi vil arbejde for, at man på hospitalerne ansætter ansvarlige til at arbejde med FN's klimamål, så disse kan blive omsat til konkrete initiativer med vand, varme og energi samt genanvendelse af materialer. Grøn omstilling skal gøres nærværende og til at handle på.

Debat

Debat: Efter nej fra Sundhedsstyrelsen - Rystesyge lades i stikken

Behandling: I maj sendte Sundhedsstyrelsen en patient til Madrid for at modtage ultralydsbehandling for essentiel tremor. Behandlingen lykkedes perfekt, og patienten blev fri for sine ufrivillige rystelser. Efterfølgende har der været stor pressedækning i Danmark, og tusindvis af patienter med denne invaliderende lidelse har fattet håb om, at behandlingen kan komme til Danmark. For nylig har Sundhedsstyrelsen meldt ud, at de ikke skønner, der er patienter nok i Danmark til at indføre denne behandling. Som repræsentant for danske patienter med lidelsen essentiel tremor er vi fuldstændig uforstående overfor denne udmelding, når vi kan dokumentere i hundredvis af egnede patienter til behandlingen. Selv hospitaler og læger i Danmark ønsker at indføre behandlingen og nævner samtidig, at patientgrundlaget er til stede. Sundhedsstyrelsen påtænker nu at sende nogle patienter af sted til udlandet og dermed evaluere behandlingen. Dette selvom Sundhedsstyrelsen anerkender ultralydsbehandlingen som værende sikker og effektiv. Det er forbundet med store omkostninger at sende patienter til udlandet, mens økonomien og det praktiske allerede er på plads fra hospitalsside i Danmark. Et ophold af flere ugers varighed i udlandet er ikke ønskværdigt for vore medlemmer, når behandlingen nemt kan etableres i Danmark. Flere af vore medlemmer er oppe i årene, hvorfor rejser til ukendte steder i flere uger og uden pårørende ikke er en mulighed. De af vore medlemmer med rystesyge og egnede for ultralydsbehandling har i dag nået et stadie, hvor deres medicin ikke har effekt, eller hvor bivirkningerne af medicinen overstiger effekten af medicinen. Det skal nævnes, at der ikke findes medicin målrettet essentiel tremor, men alene præparater udviklet til andre sygdomme. Danmark har altid været et foregangsland med specialiseret behandling og patienten i fokus. Dette gælder dog ikke for de omkring 50.000 mennesker der lider af essentiel tremor i Danmark. I Danmark diagnosticeres op mod 1000 nye patienter om året med rystesyge. Samtlige patienter med lidelsen lades nu i stikken – børn, unge, ældre. Især en stor gruppe af vores erhvervsaktive medlemmer kan imødese en usikker fremtid, hvor deres eksistens og levebrød er truet pga. manglende behandlingstilbud. Eneste kendte alternativ, når medicin ikke virker, er en såkaldt åben hjerneoperation – DBS/Deep Brain Stimulation – hvor kraniet åbnes, og der indsættes elektroder i hjernevævet. Denne operation er skræmmende for mange af vore medlemmer og samtidig er der en aldersgrænse på 65 år. Der tilbydes ganske få DBS operationer om året, hvorfor vi ser ultralydsbehandlingen som et oplagt supplement. Bl.a. fordi der ikke skal bores i kraniet, eller implantater indopereres i hjernen. Med dette indlæg vil vi gerne gøre opmærksom på Sundhedsstyrelsens nedslående melding og samtidig gøre opmærksom på de initiativer vi som patientgruppe har iværksat. Vi har brug for opbakning fra de mange patienter, der sidder derude i landet og ikke kender til denne problematik og muligheden for skånsom behandling med ultralyd. Vores Facebook gruppe for Essentiel Tremor er altid åben for nye medlemmer, ligesom vi holder flere åbne arrangementer omkring oplysning, udveksling af mestringsteknikker og netværk. Der findes ligeledes en større underskriftindsamling på nettet. Sluttelig kan denne ultralydsbehandling anvendes til Parkinsons patienter med tremors eller rystelser med stor effekt. Kan vi som samfund være bekendt at ignorere så stor en del af befolkningen med en så invaliderende en lidelse, at folk ufrivilligt isolerer sig, ikke kan vælge drømmeuddannelse eller må forlade deres arbejde på grund af ufrivillige rystelser?